Computerworld News Service: Dells indtjening i løbet af andet kvartal er faldet med 23 procent til godt 2,5 milliarder kroner på grund af det svigtende pc-salg. Omsætningen er faldet med 22 procent til godt 68 milliarder kroner. Men alligevel understreger verdens andenstørste pc-producent de positive udsigter.
"Hvis trenden inden for efterspørgslen fortsætter, så forventer vi en omsætning i årets anden halvdel, der er stærkere end den i første halvdel," siger den administrerende direktør, Michael Dell, i en udtalelse.
Ifølge en rapport fra firmaet Gartner, der udkom onsdag, så ser tingene bedre ud end forventet for chip-industrien på verdensplan. Analysefirmaet forudser nu, at omsætningen for chip-firmaerne på verdensplan vil ramme 1133 milliarder i år, hvilket er 17,1 procent mindre end sidste år. Det er dog bedre end tidligere forventninger, hvor man regnede med en nedgang på 22,4 procent.
På samme måde er efterspørgslen efter pc'er, mobiltelefoner og forbrugerelektronik som LCD fjernsyn højere end forventet sidste år, fortæller Gartner. I hvert fald en del af efterspørgslen har baggrund i regeringernes stimuli-pakker, som er blevet gennemført over hele verden, tilføjer Gartner og fremhæver specielt Kinas pakke som en nøgle til forståelsen af den økonomiske heling.
USA fokuserer på opsving
Den Taiwan-baserede virksomhed Quanta Computer fortalte torsdag, at selskabets resultater er værre end sidste års samme, men ligesom Dell fokuserer det også mere på de positive nyheder. Quanta fortæller, at firmaet har været ramt af en nedgang på 2,6 procent i netto-indtjeningen, der er faldet til godt 800 millioner kroner. Firmaet mener desuden, at frigivelsen af Windows 7 i oktober vil hjælpe til at booste salget af bærbare computere.
Acer, der også har hovedkvarter i Taiwan, fortalte i torsdags, at andet kvartals indtjening er faldet til godt 360 millioner kroner, fra godt 460 millioner året før. Ifølge avisen Wall Street Journal lever indtjeningen dog op til de forventninger, som analytikere tidligere fortalte om til Dow Jones Newswires.
Samtidig ser Indiens pc-marked ud til at blive sundere, fortæller IDC Indien. Pc-salget er steget i andet kvartal i forhold til første kvartal med 5,2 procent til 1,77 millioner enheder fortalte analysefirmaet onsdag. Det indiske marked har desuden udvist en vækst i årets første kvartal, der antyder, at økonomien er ved at få det bedre, mener analytiker hos IDC Kapil Dev Singh.
I USA falder antallet af store virksomheder, der planlægger at skære ned på it, kraftigt. Ifølge data frigivet af CDW IT Monitor torsdag, tyder det på, at landets teknologi-sektor i højere grad fokuserer på opsvinget.
Lige nu fortæller 10 procent af de store virksomheder, at de måske vil reducere i it-medarbejder-staben inden for de næste seks måneder, og det er noget mindre end de 17 procent, der sagde det samme i februar, står der i CDW IT Monitors august-rapport.
"Det, at de største virksomheder forventer færre fyringer inden for it, er et rigtig godt tegn på et marked, hvor vi hele tiden tager små skridt hen imod opsvinget," skriver CDW's Mark Gambill i en udtalelse. "Selv om vi ikke er der endnu, så er det et skridt fremad, der kan lægge grund for fremtidige ansættelser og skabe mere stabile miljøer i branchen," tilføjer han.
Teknologisektoren viser vej
Investorerne virker desuden sikre på, at teknologi-sektoren vil vise vej ud af krisen. Med mindst tre uger tilbage inden tredje kvartals resultater bliver offentliggjort, og med en del leverandører, der stadig er på ferie, har markedet ikke været så interessant at følge med i på det sidste. Men teknologi-leverandørerne klarer sig hele tiden bedre end virksomheder i andre sektorer på det amerikanske aktiemarked.
I midten af sidste uge var aktierne i computervirksomheder steget med omkring 44 procent i indeværende år, mens aktier i Nasdaq telecom var steget med 40 procent. Det brede Dow Jones Composite var derimod kun steget med seks procent.
Nyheder om makro-økonomien har også hjulpet aktiekursen på teknologileverandør-virksomhederne i vejret. I løbet af årets andet kvartal er USA's produktionsværdi ifølge det amerikanske handelsministerium torsdag, faldet med en procent. Dette bekræfter regeringens tidligere forudsigelser. Mange markedsanalytikere havde forventet et fald på 1,5 procent. De nyeste tal for bruttonationalproduktet har fået nogle eksperter til at forvente en stigning i det kommende kvartal.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen