Artikel top billede

Selv om Morten Messerschmidt skal til Bruxelles, vil han følge udviklingen af åbne standarder: "Jeg står i meget tæt forbindelse med både ministeren og vores it-ordfører på Christiansborg - og de øvrige it-ordførere," siger han selv.

DF angriber Konkurrencestyrelsens anbefaling

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti kan ikke forstå Konkurrencestyrelsens anbefaling af to dokumentstandarder. Han vil tage dokumentstriden med til Europa-Parlamentet.

Den nyvalgte Europa-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), som træder ud af Folketinget til fordel for Europa-Parlamentet, har trods sit nye job og en tur i sommerens medierutsjebane ikke glemt sin interesse i striden om de åbne dokumentstandarder.

Derfor var han også på tilhørerpladserne, da Konkurrencestyrelsen onsdag fremlagde sin anbefaling af at køre videre med begge dokumentstandarder.

Og Morten Messerschmidt er langt fra imponeret over anbefalingen.

"Jeg synes ikke, at der er nogen sammenhæng mellem Konkurrencestyrelsens analyse og de anbefalinger, man kommer med," siger Morten Messerschmidt.

Han forklarer, at undersøgelsen i hans optik viser mange problemer i forhold til OOXML:

"Det virker mærkeligt, at man under behandlingen af ODF og OOXML siger, at der særligt ved OOXML mangler interoperabilitet, der er tekniske bindinger og der er jurdiske bindinger - og derfor anbefaler man OOXML."

Morten Messerschmidt vil nu se nærmere på grundlaget for Konkurrencestyrelsens anbefaling.

"Jeg kan ikke se, hvordan man kommer frem til den konklusion, og det glæder jeg mig til at grave ned i for at finde en forklaring," siger han og tilføjer, at selve forarbejdet i undersøgelsen ser tilfredsstillende ud.

"I sidste ende er det en politisk beslutning, og jeg synes, Konkurrencestyrelsen har lavet et gedigent stykke arbejde - jeg kan bare ikke følge mellemregningerne," siger han.

Med til parlamentet

Morten Messerschmidt vil tage dokumentstriden med sig til sin nye arbejdsplads i Europa-Parlamentet.

"Set fra en EU-vinkel er konkurrencespørgsmålet særdeles relevant - Microsoft er jo nærmest storleverandør af sager til EF-Domstolen, når det gælder konkurrencesager," konstaterer han.

Morten Messerschmidt kommer ikke at følge sagen til dørs i Folketinget, men han vil være med på sidelinjen. Han forklarer, at fair konkurrence er et spørgsmål, som også behandles i udvalget vedrørende indre marked i Europa-Parlamentet, hvor han sidder.

"Jeg vil tage rapporten og også ekspertgruppens analyser med til det udvalg," siger Morten Messerschmidt.

Og selv om Morten Messerschmidt nu skal arbejde fra Bruxelles, så vil han følge udviklingen af åbne standarder tæt.

"Jeg vil have et stærkt samspil mellem Europa-Parlamentet og it-ordførerne i Folketinget. Jeg står i meget tæt forbindelse med både ministeren og vores it-ordfører på Christiansborg og de øvrige it-ordførere," siger Morten Messerschmidt.

Han tror på, at det samspil kan være med til at skabe et godt resultat. På den måde mener han også, at det er muligt at tilbagevise Konkurrencestyrelsens forbehold om, at Danmark er for lille et marked til at have indflydelse på, hvilke dokumentstandarder, der vinder.

"Hvis man har EU som aktør, så flytter det mere," siger Morten Messerschmidt og tilføjer, at han ikke mener, at Konkurrencestyrelsen har ret i betragtningerne om Danmarks rolle.

"Det er et mærkeligt argument, at Danmark er for lille til at spille ind. Det samme kan siges om alle andre typer internationale aktioner, vi er med i - lige fra vores medlemskab af FN til vores deltagelse i Afghanistan. I politik tæller det gode argument, og vi har kun gode argumenter for at sikre fri konkurrence," siger Morten Messerschmidt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren