Puha.
Sådan må spildistributørerne på det amerikanske marked tænke, efter at salgstallene for det seneste år er blevet offentliggjort.
I perioden juli 2008 til og med juni 2009 er salget faldet med 29 procent i forhold til samme periode et år tidligere. Det viser en markedsundersøgelse udarbejdet af NPD Group, skriver Wall Street Journal.
Finanskrisen er en af forklaringerne, men samtidig udkom der stærke spiltitler i andet kvartal sidste år, som branchen ikke kunne følge op i år.
Eksempelvis udkom Grand Theft Auto IV, Wii Fit og Mario Kart Wii i den periode sidste år, påpeger brancheanalytiker John Taylor fra Arcadia Investment Group.
"Det fremhæver de dårlige måneder, fordi hvis folk ikke har en egentlig årsag til at gå i butikken, så gør de det ikke," siger John Taylor til Wall Street Journal.
Drastisk fald konsolsalget
På det amerikanske marked har konsolproducenterne Nintendo og Microsoft taget imod hårde slag i perioden. De to virksomheder udvikler konsollerne Wii og Xbox 360.
Ifølge NPD Group er konsolsalget hos de to nævnte producenter faldet med 38 procent. Det er noget, som blandt andet onlinebutikken Amazon har mærket.
"Du ser i øjeblikket en brancheneddrosling inden for både konsoller og spil," fortæller Amazon-finansdirektør Tom Szkutak ifølge Wall Street Journal.
I andet halvår forventer spilindustrien dog, at titler som Wii Sports Resort og en ny version af Call of Duty kan være med til at trække salget op.
Dansk spilindustri i problemer
Computerworld har de seneste måneder også beskrevet, hvordan den danske spilindustri har haft problemer med at afsætte sine produkter og dermed skabe en profitabel forretning.
Det medførte blandt andet, at den ambitiøse danske spilproducent Deadline Games måtte dreje nøglen om i juni.
Efter Deadline Games' kollaps består den danske spilbranche primært kun af mindre spilvirksomheder, der omsætter for godt en halv milliard kroner.