I flere år har den ene undersøgelse efter den anden peget på, at it-understøttelse af forretningsprocesserne er it-chefens vigtigste opgave, og at det vil være den vigtigste opgave i flere år fremover.
Og der arbejdes på sagen, ingen tvivl om det, men alligevel er det, som om vi ikke rigtig kan få armene ordentlig omkring opgaven til sådan en ordentlig bjørnekrammer, hvor vi er sikre på, at de ikke løber deres vej, forretningsprocesserne.
Det kan lyde enkelt, men er det langt fra. Et af løfterne fra cloud services og SOA er jo klik, træk og slip (!), når it skal understøtte forretningsprocesserne, hvor hvert enkelt proceselement i princippet kan understøttes af en unik it-service. Desværre er der et stykke vej endnu, før det kan realiseres.
It er i sin grundlæggende form en fabrik: Automatisering, gentagelser, stordriftsfordele. Et globalt rationelt system af leverandører og underleverandører, og maskiner, der holdes kørende 24 timer i døgnet, året rundt. Bortset fra, at man ikke så tit får olie på fingrene, kunne det lige så godt være produktion af biler, pumper eller tændstikker.
Fabriksmodellen har sine klare fordele, når vi skal effektivisere eller konkurrere på pris og kvalitet.
De forretningsprocesser vi prøver at understøtte, er det diametralt modsatte: Dybest set består forretningsprocesser jo af det, vi gør: Mennesker, der tænker, improviserer, har holdninger, laver fejl og i det hele taget er skrækkeligt irrationelle.
Når man tænker efter, er det ikke noget under, at det kan være lidt svært at få ordentlig fat, når vi forsøger at få it og forretning tættere på hinanden. Lidt som hvis den to-årige knægt derhjemme forsøger at sætte bolden fast oven på legoklodserne. Det kræver en del tilpasning, før de hænger ordentlig sammen.
Målet med hele øvelsen er ofte "effektive forretningsprocesser". Det lugter jo en del af, at idealet er fabrikken, fordi det er der, vi ved, vi kan hente en omkostningsbesparelse.
Forretning og it skal tættere på hinanden
Forretningsprocesserne skal automatiseres og rationaliseres. Knægtens bold skal gøres firkantet. Effektivt, men noget andet forsvinder, nemlig det uforudsigelige element, den menneskelige faktor, eller den innovative bold, om man vil.
Forretning og it skal tættere på hinanden. I praksis har det indtil nu mest betydet, at forretningen bliver beskrevet i så rationelle og firkantede termer, at den kan puttes ned i fabrikkens systemer. Næste skridt må være, at it understøtter forretningen på forretningens ofte irrationelle præmisser.
For nylig var der i en interessant diskussion et begavet hoved, der spurgte, hvordan man egentlig bedst kan it-understøtte virksomhedens værdier og etiske regelsæt. Svaret er næppe "implementer applikation X" eller "rationaliser værdisættet, så det passer til applikation Y".
Selvfølgelig er der kommet værktøjer på markedet, der som for eksempel web 2.0-generationen af samarbejdsværktøjer er tættere på at afspejle den menneskelige faktor, men det er kun et skridt på vejen.
Giv dine forretningsprocesser en ordentlig krammer, accepter dem, som de er, lad bolden være rund og find en it understøttelse, der forstår sig på ulogik og værdier - vel at mærke uden at miste gevinsten ved it-fabrikkens stordrift og døgndrift.
Mon ikke forretningsprocesser kommer til at stå højt på agendaen i noget tid fremover?
Karsten Fogh Ho-Lanng er corporate vice president og chief technology officer hos NNIT.
Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger.