For 47-årige Henrik Amsinck, der står i spidsen for it i Lego Koncernen, en af verdens største legetøjsfabrikanter, er finanskrisen både det, der står øverst og nederst på agendaen.
Den kendte virksomhed fra Billund er nemlig på næsten mirakuløs vis indtil videre gået fri af den verdensomspændende nedsmeltning af økonomien.
Det betyder, at Henrik Amsinck til forskel fra mange andre store virksomheder ikke har fået indskrænket sit it-råderum. Tværtiod, fortæller han. Der skal blus på alle kedler.
"LEGO Koncernen er ikke ramt af finanskrisen. Selvom vi går og kniber os selv i armen, så går det rigtig godt med salget, og produkterne er mere populære end nogensinde," siger Henrik Amsinck, CIO i LEGO Koncernen.
Fuld fart frem over banen
Det betyder, at it-afdelingen og Henrik Amsinck i ly af det økonomiske stormvejr har mulighed for at opruste gevaldigt. Og det gør de så.
"Vi har en massiv udviklingsmæssig agenda. Vi kører i øjeblikket godt 15 taktiske og 15 strategiske projekter parallelt. Det er en kæmpe portefølje af projekter at køre på én gang," siger han og fortsætter:
"Det dækker over kæmpe områder som product life cycle management, supply chain management og andre platformsinitiativer. Nogle skal søsættes, andre skal færdiggøres, så der er tryk på alle kedler, hvilket betyder, at det hovedsageligt ender med at blive en stor, kompleks ressourcestyringsopgave at få så mange projekter igennem til den rette tid, kvalitet og pris," siger Henrik Amsinck.
Han forklarer, at de mange projekter gør, at han hele tiden skal vægte både ny funktionalitet med en mere langsigtet it-strategi.
"De udfordringer, jeg sidder med, er i høj grad fire divisioner, der råber: 'enable us'. De har en kæmpe ønskeliste til it-udvikling. Min strategiske udfordring er, hvordan jeg balancerer behovet for enablement med det langsigtede behov for platformsudvikling," siger Henrik Amsinck.
Hjemmestrikket system skal skrottes
En af de ting, der netop står højest på ønskelisten er da også platformsudviklingen. Den er nemlig ikke helt tidssvarende i forhold til den it-strategi og målsætning, Henrik Amsinck har lagt.
"LEGO Koncernen har stadig områder af platformen, der ikke er baseret på den rette teknologi. Der sidder nogle rester inde i platformen af systemer af ældre dato, som vi er nødt til at få luget ud, inden de skaber store problemer for os. Det er noget hjemmestrikket noget, som faktisk er fornuftigt lavet, men det passer ikke ind i vores platform med den it-strategi, der ligger i dag," siger Henrik Amsinck.
Samarbejde er nøglen
Den slags koster penge. Rigtig mange penge. Men LEGO-CIO'en forklarer, at han sjældent har problemer med at få den øverste ledelses opbakning, når der skal investeres i nye it-projekter. Samarbejde er nøglen, mener han.
"Samarbejdet gør, at jeg kan producere meget mere som CIO med min afdeling, fordi jeg ikke skal bruge så lang tid på at overbevise og argumentere. Der er en stor åbenhed og tillid der gør, at man kan få tingene til at ske hurtigt," siger han om arbejdet som it-boss i LEGO Koncernen.
Ledelsen er let at overtale
Det gør, at han kun sjældent skal ned på knæ, når pengene til it skal samles ind. Det handler i langt højere grad om, hvor hurtigt it-løsningen kan være klar, fortæller Henrik Amsinck.
"Jeg skal næsten aldrig sidde og overbevise ledelsen. Vi sidder ikke og micro manager på kroner og ører. Det handler meget mere om tid - altså hvor hurtigt kan vi få det - end det handler om den sidste krone, fordi der er så mange penge i at få den business enablement," siger han og fortsætter:
"Det kan betyde en omsætningsforøgelse på et trecifret millionbeløb, og så gider en forretningsenhed ikke at sidde og diskutere de sidste 100.000 kroner, for mens de gør det, så taber de mere end de 100.000 kroner de diskuterer," lyder begrundelsen fra LEGO Koncernens it-chef.
LEGO har it-alarmberedskabet klar
Det er med andre ord ikke pengene, den jyske legetøjsgigant mangler - i hvert fald ikke i øjeblikket. Henrik Amsinck er dog bevidst om, at situationen kan ændre sig med et slag.
Det har imidlertid ikke gjort ham forsigtig med it-investeringerne. Tværtimod.
Han anser det for helt afgørende at opgradere it-infrastrukturen, mens der er råd.
"Vi må forberede os på, at det en dag også kan regne på LEGO Koncernen, men jo mere vi får gennemført af it-strategien inden det sker, jo bedre scalability vil vi have på platformen og jo bedre total cost of ownership vil platformen have og jo større fleksibilitet," siger han og fortsætter:
"De tre ting vil hjælpe LEGO Koncernen meget i de tider, hvor der kan være udfordringer. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fut på kedlen, for så længe vi har medgangen og ressourcerne, så skal vi få gjort de her ting, så vi står styrket til den dag, hvor udfordringerne kommer," siger han.
"Vi er blevet ydmyge af krisen"
Henrik Amsinck fortæller, at finanskrisens mange ofre har gjort et dybt indtryk på ham og været medvirkende til, at han sammen med den øvrige ledelse har lagt en slagplan, hvis lykken vender en dag.
"Jeg oplever en stor ydmyghed i organisationen, fordi vi ser mange dygtige og veldrevne virksomheder have store problemer, og det giver anledning til eftertanke at se det. Vi kan heller ikke forvente i al evighed at krisen ikke kan have en afsmittende virkning på LEGO Koncernen - vi har bare ikke set den endnu," siger han og slår fast:
"Vi har store planer liggende parat med, hvad vi skal gøre, hvis vi møder udfordringer på markedet. Så de ligger parat, men de bliver jo ikke aktiveret, så længe det går godt," siger LEGO Koncernens 47-årige CIO, Henrik Amsinck.