Årets første kvartal har været en hård omgang for it-branchen. Det viser en gennemgang af kvartals-regnskaberne fra en række af de store it-selskaber, som Computerworld har foretaget.
Finanskrisen har fået bunden til at gå ud af stort set alle markeder, hvor nervøsiteten og frygten for fremtiden har fået kunderne til at smække pengekassen i.
Det har fået kunderne til udskyde ellers planlagte investeringer til bedre tider, hvilket igen har øget pris-presset i markederne, hvor mange leverandører har kæmpet fra hus til hus om de penge, der har været tilbage.
Det kan aflæses direkte på it-selskabets kvartals-regnskaber, der stort set alle er præget af voldsomt faldende omsætning.
Langt de fleste af selskaberne har ikke været i stand til at trimme deres forretning efter den faldende omsætning med kort varsel, og det betyder, at deres omkostnings-struktur i kvartalet ikke har matchet omsætningen, hvilket - groft sagt - har ført til de galoperende underskud.
Det gælder den tyske softwarekæmpe SAP, der netop nu får tæsk af aktiemarkedet på grund af selskabets kvartals-resultat, der er endnu ringere end markedets i forvejen dystre forventninger.
SAP's omsætning faldt i kvartalet med 2,4 procent til 17,9 milliarder kroner, mens indtjeningen faldt med 16 procent til 1,5 milliarder kroner i forhold til den samme periode i fjor.
Selv om dette tal i omsætningen overordnet set kunne være meget værre, er analytikerne ikke glade. Det skyldes, at SAP's omsætning er gået voldsomt tilbage med hele 33 procent på det meget vigtige softwaresalg, der regnes for en vigtig indikator på fremtidens forretning.
Det er nemlig software-salget, der skal danne grundlag for de lukrative tillægsydelser inden for vedligehold, konsulentarbejde og lignende i fremtiden.
Største fald for Sun siden 2002
Bedre ser det ikke ud for Sun Microsystems, der netop er blevet købt af Oracle.
Sun - der længe har [urlhttps://www.computerworld.dk/art/48953]kæmpet med[/url] at finde det rette ben at stå på - måtte midt i forhandlingerne om opkøb og de målrettede bejlerier fra både IBM og Oracle, konstatere, at efterspørgslen på selskabets produkter pludselig røg ind i en blindgyde.
Selskabets omsætning i kvartalet faldt med hele 20 procent, hvilket betød, at Sun kom ud af dets tredje regnskabskvartal med et tab på 1,1 milliard kroner. I samme periode i fjor tabte selskabet 190 millioner kroner.
Indtjenings-margin under pres
Også på pc-fronten gør det ondt. Omsætningen for verdens næststørste pc-producent, taiwanske Acer, faldt i kvartalet med syv procent i forhold til samme periode sidste år.
Samtidig er Acers indtjenings-marginer - altså indtjeningen per omsat krone - under pres, fordi en voksende del af selskabets omsætning stammer fra de små og prisbillige netbooks, som selskabet tjener mindre på per solgt enhed end på større og dyrere apparater.
Det har medvirket til, at Acers indtjening er faldet med 31 procent i forhold til det tilsvarende kvartal sidste år.
Første underskud i 10 år
Omsætningen for den tyske chipproducent Infineon er faldet 29 procent i kvartalet. Selskabet forventer, at omsætningen i hele indeværende regnskabsår vil blive 20 procent lavere end sidste år.
Indtil videre er selskabet dog på rette vej, i det det har formået at forbedre sit resultat for kvartalet markant. Infineon tabte nemlig 'kun' 1,9 milliarder kroner i kvartalet mod 14,6 milliarder kroner i samme kvartal sidste år.
Også den schweiziske udstyrs-producent Logitech har det svært. Selskabets omsætning i kvartalet faldt med 32 procent til knap 2,3 milliarder kroner.
Det har været medvirkende til, at Logitech har landet selskabets første kvartals-underskud i 10 år, hvilket har fået aktiemarkedet til at give selskabet læsterlige stryg. I alt tabte selskabet 197 millioner kroner i kvartalet mod et overskud på omkring 350 millioner kroner et år tidligere.
Nokia voldsomt tilbage
Også verdens ubetinget største mobil-producent, finske Nokia, kan mærke, at der er økonomisk krise og at folk holder deres penge i lommen.
Kvartalsregnskabet fra selskabet viser en nedgang i omsætningen på godt 26 procent til samlet 69 milliarder kroner.
Selskabet forventer, at salget af mobiltelefoner vil fortsætte med at stagnere til en samlet nedgang på 10 procent over hele året i forhold til sidste år.
En undtagelse i det dystre billede tegner Ericsson sig for. Det svenske selskab melder om en omsætnings-fremgang på 12 procent i kvartalet.
Det har fået selskabets topchef, Carl-Henric Svanberg, til at konstatere, at det globale marked for mobile netværk indtil videre ikke ser ud til at være alvorligt ramt af den økonomiske recession.
Svanberg mener dog samtidig, at flere operatører i stigende grad er forsigtige og tilbageholdende, når det handler om kommende investeringer.