Computerworld News Service: Hvad der skulle have været en helt almindelig paneldebat for medlemmerne af Symbian Foundation, endte med at give deltagerne mulighed for at diskutere de nye udfordringer for og trusler mod den nyopstartede gruppe.
Mødet fandt sted på CTIA-konferencen i Las Vegas, og medlemmerne benyttede lejligheden til at give udtryk for deres støtte til organisationen, men samtidig afslørede de også bekymring i forhold til, hvordan det egentlig vil fungere og hvor stor succes, man vil kunne opnå.
Symbian Foundation vil snart frigive det første sæt kildekode, og det sker i forbindelse med, at organisationen nu overgår til at beskæftige sig først og fremmest med open source mobilplatforme.
Skal tiltrække udviklere
Et af de vigtigste emner, der blev diskuteret, var, hvordan det skal lykkes Symbian at tiltrække udviklere - specielt nu hvor organisationen står overfor så magtfulde konkurrenter som iPhone, BlackBerry og Android.
Organisationen planlægger ikke at skabe sin egen applikations-forretning, men den vil dog støtte telefon-producenterne og andre medlemmer, der gerne vil lave deres egen forretning, fortæller Lee Williams, som er direktør for Symbian Foundation.
Der vil desuden blive udviklet en fast godkendelsesprocedure for applikationer, så man kan sikre, at de virker på Symbian-enheder, og denne procedure vil komme til at minde om det tidligere 'Symbian Signed'-program, tilføjede han.
De enkelte medlemmer vil desuden kunne have deres egne udvikler-programmer - for eksempel Nokia, som er ved at åbne deres egen applikations-forretning - og en fast procedure for, hvordan udviklere skal bygge og sælge programmer.
De applikationer, som vil komme derfra, vil blive designet til at virke på alle Nokia-telefoner, men de vil ikke nødvendigvis være Symbian-specifikke, lyder det fra Oren Levine fra Nokia, der har ansvaret for at markedsføre de teknologiske muligheder i selskabets nye, mobile platforme.
Da han blev spurgt, om han troede, der ville kunne opstå konflikter mellem Symbians forsøg på at udbygge kontakten med udviklerne på den ene side og medlemsorganisationernes planer på den anden, svarede Oren Levinde, at det vidste han ikke.
Det afspejler igen den usikkerhed, virksomhederne må opleve ved at støtte Symbian samtidig med, at de skal markedsføre deres egne platforme.
Det er meget muligt, at det vil være forskellige typer udviklere, der vil blive tiltrukket af arbejdet med henholdsvis Symbians programmer og Nokias Ovi-platform. Der vil være fokus på forskellige former for applikationer, og arbejdet hos Symbian vil først og fremmest handle om low-level innovation, forudser Oren Levine.
Mindre 'sexede' applikationer
Arbejdet vil nok komme til at bestå i at udvikle applikationer, som er en del mindre 'sexede' end dem, som gjorde Apples applikations-forretning populær, men de vil ikke være mindre vigtige af den grund. For eksempel ville man kunne komme til at arbejde med at forøge batteri-levetiden.
"Der er masser af fokus på applikationer til spil og applikationer, der kan lave forskellige former for 'kropslyde', men der er en hel verden af udviklere, der arbejder på at lave forretnings-, kommunikations- og sikkerhedsapplikationer, ligesom der er mange, der arbejder på at udvide mulighederne for, hvad en mobiltelefon kan i det hele taget.
Når det er den slags, det handler om, så er du helt inde og pille ved selve telefonens kerne," understreger Oren Levine.
Symbian vil blive ren open source, og det betyder, at udviklerne vil få adgang til hele koden. Nokias udvikler-procedure vil sandsynligvis være fokuseret på higher-level funktionalitet, som for eksempel multimedia-applikationer.
Organisationen anerkender, at den vil komme til at konkurrere med virksomheder som Apple i forhold til at tiltrække udviklere. Det, at Symbian er open source, vil sandsynligvis tiltrække de udviklere, der sætter pris på at se hele koden, så de bedre kan forstå den. Og de udviklere som godt kan lide at have en fast procedure for den måde, man bidrager til en 'bug'-database, hvorfra de kan få feed-back, siger Ian Skerret, som er marketings-direktør for Eclipse Foundation.
Til sammenligning har de udviklere, der arbejder med iPhone, ikke adgang til en stor del af telefonens funktionaliteter.
Gennemsigtighed er afgørende
Det er vigtigt, at Symbian Foundation gør det helt klart for udviklerne, hvilke fordele der er i at udvikle applikationer til organisationen, siger Steve Glasgow, som er vice president for marketings-operationer for Orange.
En af grundene til, at iPhone er blevet så populær, er, at der kun er tale om én enhed. Det er relativt nemt at skrive applikationer til den telefon, og applikationerne får en høj synlighed gennem iTunes-forretningen.
"Det skaber forvirring, hvis man siger, at man gerne vil kopiere iPhone med noget så komplekst som Symbian," understreger han. "Man bliver nødt til at holde det simpelt og fortælle udviklerne, hvilke enheder, der findes på markedet, og i hvilke mængder."
På den måde kan de tilrettelægge deres applikationer til de enheder, hvor de tror, der vil kunne tjenes flest penge.
Men dette udgør et problem for Symbian på det amerikanske marked, hvor Nokia, som er Symbians største kunde, ikke er særlig udbredt og Symbian derfor heller ikke.
"Det er ret tydeligt, at i forhold til USA, så har vi kun lige taget de indledende skridt," tilføjer Lee Williams.
Talerne var også bekymrede over andre ting. Danny Winokur, som er senior-direktør for forretningsudvikling for Adobes Flash-platform, stillede spørgsmålstegn ved, om Symbians åbne, samarbejdsorienterede model også ville kunne give plads til innovation på samme måde og lige så hurtigt som et mere traditionelt firma.
Jai Jaisimha, som er vice president for mobile enheder hos AOL, udtrykte bekymring over det faktum, at der netop nu bliver udviklet forskellige versioner af Symbian til forskellige håndsæt-leverandører. Han mener, at dette i sidste ende vil skabe et fragmenteret marked for applikationer.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen