Computerworld News Service: Lovgivere i EU er endelig blevet enige om form og beføjelser for en ny tværeuropæisk kontrolmyndighed til telekom-branchen med vetoret over de nationale modstykker.
Hermed afsluttes måneders debat, hvor det på visse tidspunkter har været tæt på, at hele projektet blev skrottet.
Et kompromis blev banket på plads under et uformelt møde mellem repræsentanter fra EU-Parlamentet, nationale regeringer og Europa Kommissionen i løbet af fire dages hårde forhandlinger, der sluttede mandag aften.
Det ny organ får navnet "Body of European Regulators of Electronic Communications (BEREC)."
Det vil dele sin vetoret med Europa-Kommissionen. BEREC og kommissionen vil være i stand til at underkende en beslutning taget af en national myndighed, hvis de mener, at den uretfærdigt begunstiger det tidligere lokale monopol.
Den nye myndighed skal efter planen træde i kraft til næste år - forudsat at den får den forventede politiske godkendelse ved Europa-Parlamentets plenarforsamling i den sidste uge af maj.
Talsmand for Europa-Kommissionen, Martin Selmayr, siger, at kommissionen har tillid til, at det, der uformelt er blevet enighed om, også vil blive godkendt som lov.
"Vi har et udkast til en aftale, om end den ikke er lovfæstet endnu," sagde han ved en pressekonference tirsdag.
Skal nedbringe prisen
Oprettelsen af det nye regulerende organ forventes at fremskynde udviklingen af et samlet telekom-marked på tværs af de 27 EU-lande og i sidste ende nedbringe prisen på tele-tjenester.
Lande som Tyskland og Spanien har kæmpet bittert imod forslaget om et EU-kontrolorgan med vetoret. Sent sidste år lykkedes det dem næsten at få hele planen skrottet.
At få aftalen i hus er en sejr for Europa-Kommissionen, der har forfattet planen, selv om den ikke giver kommissionen alle de beføjelser, som den oprindeligt har ønsket.
Privacy og netneutralitet
I sin endelige form vil BEREC bestå af repræsentanter fra hvert af de 27 EU-lande.
Organisationen vil tage gældende beslutninger baseret på flertal frem for konsensus.
Udover at komme til enighed om det regulerende organ er lovgiverne også blevet enige om metoder til at sikre, at konkurrerende virksomheder har adgang til nye generationer af telekom-infrastruktur bygget af de tidligere telekom-monopoler ved betaling af en afgift.
Hvis de tidligere monopoler misbruger deres kontrol over telekom-infrastrukturen i deres respektive lande, vil Europa-Kommissionen under de nye regler være i stand til at kræve en strukturel adskillelse mellem infrastrukturen og virksomhedens telekom-tjenester.
Reformpakken til telekom-lovgivningen inkluderer opdateringer af eksisterende love om blandt andet privacy.
Der er endnu ikke enighed om disse elementer, der vil blive diskuteret ved et andet møde på torsdag. De indebærer følsomme problemstillinger, såsom om det vil kræve dommergodkendelse at udelukke folk fra internettet på grund af ulovlig download af musik eller film.
Lovgiverne er tilsyneladende klar til at strække denne myndighed til at dække "kompetente juridiske autoriteter," hvilket ville gøre det lettere at slå ned på brud på ophavsretten over internettet.
Netværksneutralitet
Det andet emne, der endnu ikke er afgjort, handler om netværksneutralitet.
Dette begreb er blevet introduceret af amerikanske internetfirmaer, der frygter, at en mangel på neutralitet vil resultere i et internet i flere hastigheder, hvor telekom-virksomhederne prioriterer i internettrafikken, som det passer dem - og deres bundlinje - men som ikke nødvendigvis er i hverken brugernes eller internetfirmaernes interesse.
Lovgiverne nærmer sig et kompromis, der vil sikre neutralitet ved at pålægge telekom-virksomhederne visse krav samtidig med at tillade dem at styre deres netværk, som det passer dem.
Oversat af Thomas Bøndergaard