Artikel top billede

Robotter forhindrer lovlig musik på nettet - igen

Copenhagen Records fik først fjernet lovlig musikvideo fra YouTube. Nu er det samme sket på MySpace og samtidig har Copenhagen Records fået lukket sin MySpace-konto.

I januar blev den danske gruppe Hej Matematiks video til 'Walkmand' fjernet fra YouTube med henvisning til, at musikken var et plagiat af R.E.M's 'Supernatural Superserious'.

Der var tale om en fejl. Formentlig forårsaget af en fejlagtig identifikation ved hjælp af YouTubes musikalske fingeraftrykssystem.

Først YouTube, så MySpace

Efter forgæves forsøg på at få YouTube til at rette
fejlen, lykkedes det via det danske Warner-selskab at få rettet fejlen, så 'Walkmand igen kunne ses på YouTube.

Kort efter fjernede MySpace 'Walkmand' fra sit website.
Mern ikke nok med det. Kontoen for Hej Matematik blev lukket 30. januar, fordi man ifølge MySpace gentagne gange har forsøgt at uploade copyright-beskyttet materiale.

Hos Hej Matematiks danske pladeselskab, Copenhagen Records, er Morten Hjort lidt træt af de tilsyneladende fejlfungerende systemer.

"Det er meget irriterende. Det er et problem, hvis de her robotter ikke virker," siger Morten Hjort.

Der lyttes ikke til de små

Copenhagen Records er et af de store pladeselskaber i Danmark. I international sammenhæng er pladeselskabet dog lille, hvilket gør det svært for pladeselskabet at trænge igennem til mastodonter som YouTube.

I tilfældet med YouTube-blokeringen ringede og mailede Morten Hjort til YouTube for at gøre opmærksom på problemet. Der skete dog ikke noget, før den danske direktør fra REM's multinationale pladeselskab Warner tog kontakt med en amerikansk Warner-direktør.

"Jeg kontaktede YouTube om Hej Matematiks video til 'Walkmand', men der gik en uge uden der skete noget. Da det så kom op i de danske medier, og Warner direktøren ringede til hans ditto i USA, gik der kun få timer førend videoen igen var tilgængelig. Fra vores side var det jo fint at der blev gjort noget ved det, men på samme tid kan man nok konkludere at diverse fejl i sådan robot-software kan få mindre selskaber i klemme, hvilket ikke er speciel heldigt. Så skal man åbenbart kende de rigtige for at få åbnet igen. Hvis man er en af de store, så skal det nok gå rimeligt stærkt med at få ændret fejl," mener Morten Hjort.

MySpace henviste til Warner, da Copenhagen Records kontaktede MySpace for at få gjort noget ved fejlen.

Kontakt pladeselskaberne, hvis der er fejl

I tilfældet med MySpace har der været bedre kommunikation, men kontoen er stadig lukket og videoen stadig fjernet.

"Der er god kommunikation med MySpace angående markedsføring og så videre. Men da det kom til at rette fejlen, fik jeg at vide, at jeg skulle sende en mail til Warner," siger Morten Hjort.

Han undrer sig over, at det er Warner, som skal rette op på fejlen i stedet for MySpace selv.

"Det er mærkeligt at det ikke er MySpace, der selv styrer det. Det undrer mig, at det er Warner som skal åbne for musikken. MySpace stiller selvfølgelig bare en platform til rådighed, men hvis de kører sådan nogle bots, så må det være MySpace, der bestemmer hvad der skal sorteres ud og hvad der er rigtigt og forkert," siger Morten Hjort.

Han understreger, at han ikke ønsker at hænge nogen ud, men at det er meget besværligt for et mindre pladeselskab at få rettet op på tingene.

"Jeg vil ikke udstille Warner; det er et uheldigt sammenfald, at teknologien ikke fungerer og man så benytter nogle metoder til at lukke noget ned, der går ud over andre.

Det er ikke Warners skyld, men det undrer mig, at der ikke er styring på det. Hvis en robot går helt amok og laver noget helt forkert, så vil Warner blive overdynget med tusindvis af mails, som de ikke har en jordisk chance for at håndtere," mener Morten Hjort.

Er andre ramt?

Computerworld har tidligere talt med AudibleMagic, som blandt andet har YouTube og MySpace blandt sine kundereferencer. AudibleMagic udvikler musikalske fingeraftrykssystemer, der kan identificere copyright musik.

Systemet har lagret lydmønsteret for flere millioner sange med copyright i en database. Lydsporet til uploadede videofiler på YouTube og MySpace sammenlignes med databasen, så eventuelle rettighedskrænkelser fanges hurtigt og automatisk.

Ifølge EMEA-chefen Mike Edwards har AudibleMagic ikke haft nogen klager fra brugere af virksomhedens systemer.

Hvorvidt det er AudibleMagics system, der er årsag til balladen, vides ikke med sikkerhed.

Efter YouTube åbnede for 'Walkmand'-videoen har Morten Hjort ikke fået at vide, hvad der egentlig var årsag til fejlen.

"Vi fik kun at vide, at der var opstået en fejl, det var det eneste vi fik at vide. Vi fik ikke at vide hvorfor og heller ikke hvordan det eventuelt kan undgås. Det var ren envejs-kommunikation," siger Morten Hjort.

Computerworld har kontaktet YouTube for at høre nærmere om, hvordan YouTube identificerer copyright-materiale og hvordan fejl håndteres og undgås.

Vi har ikke modtaget noget svar.

Morten Hjort tror, at andre også er eller vil blive ramt.

"Det undrer mig meget, hvis der ikke er andre der er blevet ramt, da REM-nummeret og Hej Matematik er så langt fra hinanden. Det er meget mærkeligt. Hvis det er samme robotsystem, skulle man tro det fiksede sig selv efter det blev ordnet på YouTube. Det er lidt sjusket lavet af dem som laver de her robotter," mener Morten Hjort.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere