Artikel top billede

Hos it-konsulentfirmaet NNIT afviser personalechef Lene Nilsson, at virksomheden vil gå ind og kompensere medarbejderne for virkningerne af multimedieskatten. Foto: Torben Klint (Foto: Torben Klint)

It-skat rammer fleksibiliteten

Flere af de store it-konsulenthuse frygter, at den nye multimedieskat vil ramme helt forkert. Konkurrence-evnen står på spil, og medarbejderne skal derfor ikke forvente mere i lønningsposen.

Multimedieskat. Ordet lyder meget tilforladeligt, når man udtaler det. Men konsekvenserne af den nye skat, der vil ramme anslået tæt ved en halv million danskere, er alt andet end tilforladelige.

Det mener i hvert fald store dele af den danske it-branche, der frygter tab af både konkurrenceevne og fleksibilitet i arbejdet. Specielt i de danske it-konsulentfirmaer er det en udpræget praksis at tage den bærbare med hjem efter endt arbejdsdag, der ofte slutter ude hos en kunde. Hvis konsulenterne gør det under den nye skattereform, falder skattesmækket prompte ifølge Skatteministeriet.

I it-konsulentvirksomheden Devoteam, der beskæftiger 130 ansatte i Danmark, mener administrerende direktør Søren Nielsen, at den nye multimedieskat kan have stærkt uheldige konsekvenser.

"Som virksomhedsleder har jeg den holdning, at multimediebeskatningen ødelægger, eller i hvert fald udfordrer, vores fleksibilitet i Danmark og på de danske arbejdspladser, og den tror jeg er vigtig for, at vi fortsat kan have en god konkurrenceevne," siger han.

Normalt er Danmark godt med, men midt i en økonomisk afmatning er konkurrenceevnen ikke det bedste sted at være bagud, pointerer han.

"Der er mange ting i vores arbejdsmarkedslovgivning i Danmark, der gør, at vi har en langt større fleksibilitet end mange andre europæiske lande. Den fleksibilitet tror jeg gør, at vi klarer os bedre igennem sådan en recession end så mange andre lande. Det skal vi passe overordentligt godt på, at vi ikke sætter over styr," siger Søren Nielsen.

Hænger slet ikke sammen

Han fortæller, at det i en konsulentvirksomhed som Devoteam er ganske almindeligt, at medarbejderne tager deres bærbare arbejds-pc med hjem efter arbejde.

Med den nye skattereform skal de nu betale skat af 5.000 kroner - netto op til 2.600 kroner - for at gøre netop det.

"Der er nogle steder, hvor pc'er og mobiltelefon til medarbejderne endnu ikke er så udbredte, og det her kan klart hindre udbredelsen. Og dem, der allerede har det, vil måske overveje, om de vil tage pc'en og mobilen med hjem, når de går fra arbejde.

For servicefag og konsulentbranchen vil det være meget svært at få til at gå op. Vi betjener jo kunder i flere tidszoner, så der er mange af os, der holder telefonkonferencer om aftenen eller tidligt om morgenen," siger han og fortsætter:

"Forestil dig, hvis konsulenterne ender deres arbejdsdag ude hos en kunde, og så skal de køre forbi arbejdspladsen og aflevere pc'en for at køre hjem igen. Det hænger jo slet ikke sammen. I det hele taget kan jeg slet ikke forestille mig nogen, der kan undvære pc'en, for vi arbejder jo også uden for normal arbejdstid og hjemmefra," siger Søren Nielsen.

Han mener, at også medarbejdernes personlige frihed til at arbejde, når de vil, vil lide et knæk med den nye skat.

"For os er fritid og arbejde smeltet fuldstændig sammen. Folk er meget velkomne til at tage hjem tidligt på eftermiddagen for at være sammen med familien og så arbejde om aftenen i stedet. Det er den fleksibilitet, der risikerer at gå tabt. Det er et klart irritationsmoment, der udfordrer fleksibiliteten. Det hænger bare ikke helt sammen," siger Søren Nielsen.

It-skat giver ikke mere i løn

En af konsekvenserne ved den nye skat kan blive, at medarbejderne i stigende grad bliver lunkne over for at arbejde hjemme, hvis det betyder, at de skal betale mere for den mulighed. Det tror Søren Nielsen dog ikke vil ske. I hvert fald ikke i hans virksomhed.

"Det kan jeg slet ikke forestille mig her. Vi er alt for afhængige af at kunne arbejde hjemme. Det er helt fundamentalt, så jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag, hvor pc'en bliver afleveret på kontoret, når man tager hjem," siger han.

Fra blandt andet it-fagforeningen Sam-data lyder det, at virksomhederne skal kompensere medarbejderne for, at der nu falder beskatning på at tage den bærbare med hjem om aftenen. Det agter Devoteam ikke at gøre, forklarer Søren Nielsen.

"Vores holdning er, at det er en medarbejderskat, så det er medarbejderen og ikke virksomheden, der rammes. Vi vil ikke gå ind og kompensere den enkelte medarbejder for deres skat. Skulle der være en medarbejder, der ikke vil betale pengene og derfor ikke vil arbejde hjemme, må vi tage det "case by case", men det bliver meget bøvlet," siger han.

Han afviser derfor, at skatten bliver et økonomisk anliggende for virksomheden.

"På bundlinjen tror jeg ikke, det får den store betydning, men jeg synes, signalværdien er ret uheldig. Politikerne bør gøre alt, hvad de kan for at styrke fleksibiliteten for det danske erhvervsliv, og gøre hvad de kan for at bevare og udbygge vores konkurrenceevne. Jeg synes, man skal tænke sig meget om - også om signalværdien af det her," siger Søren Nielsen.

Vi skruer hverken op eller ned

Også hos it-konsulentfirmaet NNIT, der beskæftiger 1.200 ansatte, er begejstringen til at overse hos personalechef Lene Nilsson. Hun afviser dog, som Devoteam, at virksomheden vil gå ind og kompensere medarbejderne for virkningerne af multimedieskatten.

"Politikerne skruer skatten op og ned og kommer nye ting ind i pakkerne og tager andre ud. Vi kan ikke dreje rundt hver gang, politikerne lægger skattesystemet om," slår hun fast og forklarer:

"Vi sætter heller ikke folk ned i løn, når de får skattelettelser. Vi skruer hverken op eller ned for tingene sådan på en studs, men det er klart, at vi hele tiden tilrettelægger vores lønpakker, så de er attraktive. Når jeg ringer rundt i mit netværk, så er der ingen, der går ind og kompenserer for det her," siger Lene Nilsson.

Selvom NNIT altså ikke har planer om generel lønforhøjelse blandt medarbejderne, forklarer Lene Nilsson dog, at der er en gruppe, der er særligt hårdt ramt af den nye skat. De vil få kompensation, forklarer hun.

"Der er medarbejdere, der i forvejen har været beskattet i form af fri telefon, men der er muligvis nogle andre, hvor vi bare har stillet en ADSL-linje til rådighed til arbejdsmæssig brug, fordi det var en del af det planlagte job. Den har ikke været beskattet før, og det bliver den så nu, men det nytter jo ikke noget, at vi stiller vores folk ringere af den grund, så det vil vi gå ind og løse for dem, der måtte blive ramt," siger hun.

Lene Nilsson frygter dog ikke, at skatten vil få direkte konsekvenser for virksomheden, men fleksibiliteten i arbejdet kan være i fare, erkender hun.

"Det er en fleksibilitet, der tit bliver brugt for at kunne tilrettelægge arbejdet mere eller mindre selv. Skatten har ingen forretningsmæssig konsekvens, men jeg tror da nok, der er mange i Danmark, der er vant til den form for fleksibilitet, som ikke synes, den nye reform gør det så attraktivt at arbejde hjemme," siger hun.

Og det kan i sidste ende være en hæmsko for produktiviteten, mener Lene Nilsson.

"Medarbejderne vil måske tilrettelægge arbejdet på en anden måde, og man kan gisne om, at produktiviteten vil falde. Det er jeg ikke sikker på, at den gør, men vi kan i hvert fald ikke helt se, hvordan skatteændringen understøtter produktiviteten," siger hun.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere