Indhold
Fra næste måned vil spyware blive straffet med bøder på 10.000 dollar pr. overtrædelse. Ifølge den ny lovgivning kan Utah-baserede virksomheder sagsøge en virksomhed der udsender spyware som ikke overholder "The Spyware Control Act".
Der er dog ikke tale om en bastant afvisning af al spyware, men derimod om et regelsæt for åbenhed om formålet med spyware. Udsender man spyware, skal man gøre opmærksom på programmets formål, hvilke oplysninger det indhenter, og hvilke informationer der sendes videre.
Ligeledes skal modtageren informeres om, hvor ofte en annonce vil vise sig og hvordan de ser ud. Brugerne skal også gøres opmærksom på præcis hvilke ændringer, spyware-programmet foretager på computeren.
Lovgivningen er ikke blevet specielt positivt af industrien, der mener at den er sjusket og for generel. Internet Alliance prøvede sammen med Google, America Online, Microsoft, Yahoo og CNET Networks tidligt i processen at få Utah guvernør Olene S. Walker til at nedlægge veto.
Modargumenterne går mest på, at The Spyware Control Act" vil gå ud over innovation, og der er nervøsitet for at lovgivningens rammer er for løst defineret.
Flere forslag på vej
Lovgivningen kan således utilsigtet komme til at ramme legal annonce-finansieret software og almindelig mail-software, der registrerer hvornår mails bliver modtaget og sendt.
Flere andre amerikanske stater og kongressen overvejer lignende lovgivning i kampen mod spyware. I Iowa og Californien overvejer man i øjeblikket anti-spyware-forslag, mens man i New York behandler et forslag til en anti-hacker lov, der kan inddrage spyware.
I senatet overvejer man i øjeblikket SPYBLOCK, der vil tvinge spyware-producenter til at få brugernes accept, før der bliver installeret software, som overvåger hvilke taster man trykker, hvor man surfer på nettet eller lignende.