Computerworld News Service: I sidste uge var Intel i retten i forbindelse med den retssag, som de har anlagt mod Nvidia. Årsagen er sidstnævntes planer om at udvikle chipsæt, som er kompatible med Intels nye Nehalem-processorer.
Chip-giganten har bedt dommeren i retten i Chancery Court i Delaware om at fastslå, at Nvidia ikke har tilladelse til producere chipsæt, der er kompatible med Intel-processorer med integreret memory-kontrol funktionalitet, som for eksempel Intels Nehalem-mikroprocessorer.
Intel lancerede dets første Nehalem chip i november, da Core i7 blev introduceret til markedet. Den nye chips integrerede memory-kontrol hjælper CPU'en med at kommunikere hurtigere med hukommelsen. Det forventes, at alle fremtidige bærbare og stationære computere fra Intel vil inkludere denne integrerede memory-kontrol.
Intels kontrovers med Nvidia har stået på i over et år, og der har været mange forsøg på at komme til forståelse de to firmaer imellem. Dog uden succes, fortæller talsmand for Intel Chuck Mulloy. Han tilføjer, at den eneste tilbageværende løsning efterhånden var, at Intel tog sagen i retten.
Fire år gammel bus-aftale
Nvidia svarede på anklagerne og sagde i den forbindelse, at selskabet mente, at en fire år gammel bus-aftale mellem de to firmaer giver Nvidia retten til at bygge chip baseret på Intels CPU med integreret memory-kontrol.
"Vi er helt sikre på, at vores gamle tilladelse også gælder i denne forbindelse," erklærer Jen-Hsun Huang, som er administrerende direktør for Nvidia, i en udtalelse om emnet.
Den gamle tilladelse handler om brugen af en såkaldt 'bus' eller 'point-to-point interconnect', som hjælper CPU'en med at kommunikere med forskellige komponenter i Pc'en. Nvidia udvikler for øjeblikket mange produkter både til Intels nuværende interconnect og til firmaets fremtidige DMI (direct media interface) bus.
Nvidia laver chipsæt til Intel og firmaet Advanced Micro Devices' CPU'er, som skal hjælpe processorerne med at kommunikere med komponenter som for eksempel netværk og storage controllers.
Diskussion og CPU kontra GPU
Efterhånden som CPU'er integrerer flere forskellige muligheder, som for eksempel grafik, er det muligt at Intel forsøger at opnå så meget kontrol som muligt over fremtidens chip-teknologi, fortæller Nathan Brookwood, der er chefanalytiker hos Insight64. Intel planlægger at integrere grafik i den dobbelt-chip pakke, som de planlægger at begynde at sælge senere i år.
"Måske siger Intel: 'Vi gav jer teknologi til brug i gamle processorer... men det vil vi ikke være med til længere'," tilføjer Nathan Brookwood.
Nvidias administrerende direktør Jen-Hsun Huang har til gengæld en anden tolkning. Han siger, at Intels CPU-forretning ikke har det godt for øjeblikket, og at retssagen således er udtryk for Intels forsøg på at redde den.
"Kernen i problemet er, at CPU'ens rolle snart er ved at være udspillet, og Pc'ens sjæl findes efterhånden nærmere i GPU'en. Dette er tydeligvis et forsøg på at standse udviklingen med det formål at beskytte en CPU-forretning, der ikke har det for godt længere."
GPU'er er hurtigere end CPU'er i forhold til at udføre avancerede opgaver som for eksempel video-kodning og afkodning, og derfor arbejder Nvidia på at promovere GPU'er som et alternativ til CPU'er.
Nvidia arbejder desuden for at fremme CUDA's parallelle programmerings-arkitektur, som er et software-værktøj, der gør det muligt for programmører at udnytte alle mulighederne i GPU'ens processorhastighed.
Nathan Brookwood forudser, at hverken CPU'er og GPU'er vil forsvinde inden for en overskuelig fremtid. Han mener dog, at CPU'er bliver stadigt mere vigtige, nu hvor GPU'er i højere grad bliver underordnede på bærbare og stationære computere.
"I løbet af det sidste år har Nvidia argumenteret for, at GPU'en laver alt det hårde arbejde, mens ingen efterhånden interesserer sig for CPU'en længere. Intel arbejde ud fra præcist den modsatte teori."
Efterhånden som CPU'er får stadigt bedre grafiske evner, vil der være færre kunder, der vil være villige til at betale ekstra for et separat grafikkort. Det er et kæmpe problem for Nvidia, som netop er kendt for dets grafikkort. Den generelle udvikling er ikke på Nvidias side, og de har allerede nu problemer på grund af den globale finanskrise, fastslår Nathan Brookwood.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen