Artikel top billede

Tegning: Lene Sekjær

Fem uddannelser der gavner din karriere

It-Akademiet: Kurser i forandringsledelse og en egentlig coachinguddannelse er blandt de mest populære efteruddannelser for it-chefer.

Rigtig mange virksomheder har efteruddannelse højt på dagsordenen, men samtidig er udbuddet af kurser og egentlige uddannelser noget af en jungle at finde rundt i.

Computerworld har bedt brancheforeningen Dansk IT og IT-Universitetet give deres bedste bud på en karrierefremmende efteruddannelse.

"Vi ser en tydelig tendens til, at kurser, der bringer it tættere på virksomhedernes kerneforretning, er i høj kurs," siger Joan Øxby, underdirektør, Dansk IT.

Holistisk syn på livet

Samtidig er det også populært at antage et mere holistisk syn på både jobbet, forretningen og ens hele tilværelse.

"Hvis du kigger på vores Top fem-kurser, så handler det meget om ledelse såsom governance og så hele det menneskelige aspekt. Tendensen i dag er klart, at det får større og større betydning at koble de ting sammen.

Det er noget andet at lede vidensmedarbejdere end andre typer ansatte. Vidensmedarbejdere stiller andre krav, de vil have mere selvstændighed og mere frihed, og samtidig siger samfundet, at vi skal have mere balance i vores liv," siger Joan Øxby og tilføjer:

"Billedlig talt handler det om at holde ens egen sav skarp."

En god vej til at håndtere stress og holde stress fra livet er at deltage i kurser i for eksempel coaching og gode vaner, som beskrevet af Stephen Covey.

"Og der skal ikke herske tvivl om, at det også er ledelsens ansvar at holde stress ude af virksomheden," slår Joan Øxby fast.

De mest populære kurser

Dansk IT deler sine fem mest populære kurser op i to kategorier: Dels Top fem generelt, dels Top fem for it-ledere:

Top fem generelt:
1. SOA (Service Orienteret Arkitektur)
2. Den interne konsulent
3. Prince2
4. Lean it-processer
5. Forretningsmodellering

Top fem for it-ledere:
1. Forandringsledelse
2. Coach-uddannelsen for it-lederen
3. 7 Gode Vaner for it-professionelle
4. IT Governance
5. Procesanalyse og procesdesign

Priserne for de her kurser varierer en del, men regn med mellem 3.500 og 10.000 kroner pr. dag.

Når det gælder certificeringer i al almindelighed, så oplever Dansk IT i øvrigt et boom inden for ITIL (Information Technology Infrastructure Library).

Hvordan direktøren tænker

IT-Universitetet tilbyder også en stribe kurser og uddannelser.

"Blandt andet lærer vi på kurset Forretning og Ledelse deltagerne om forretningsstrategier, og hvordan den administrerende direktør tænker. Målet er at forbedre kommunikationen mellem it og den øverste ledelse," forklarer Bo Svarre Nielsen, udviklingsleder, IT-Universitetet.

Master-uddannelsen er klart en af de mere populære (og karrierefremmende) uddannelser på IT-Universitetet.

"Meget firkantet sagt uddanner vores master-uddannelse folk til it-chefer, eller noget der ligner. Når vi har intromøder, spørger vi, hvorfor de kommer og vil have en master og en stor del af dem svarer direkte, at uddannelsen er en del af en karriereplan," siger Bo Svarre Nielsen.

Kan ikke tages på fuld tid

Eleverne på master-uddannelsen er primært folk, der er i arbejde.

"Det kan være souschefen i it-afdelingen, driftschefen eller en service level-manager. Alle medarbejdere med ledelsesmæssige funktioner, som gerne vil videre til noget mere generel it-ledelse i stedet for bare projektledelse," forklarer Bo Svarre Nielsen.

Master-uddannelsen er tre år gammel, og de sidste par år har cirka 40 gennemført uddannelsen om året. Prisen for sådan en Master er 50.000 kroner, og den kan ikke tages på fuld tid.

"Det er den simpelthen ikke beregnet til. En Master er normeret til at tage to år, men det mest almindelige er at bruge tre år, og man må være op til seks år om at tage den," siger Bo Svarre Nielsen.

Cheferne bestemmer indholdet

For at være sikker på at kunne tilbyde en attraktiv uddannelse, spurgte IT-Universitetet en stribe it-chefer om, hvilke kompetencer, der skal til for at skabe en god it-chef.

"På baggrund af svarene satte vi så uddannelsen sammen," siger Bo Svarre Nielsen.

I øvrigt tilbydes alle fag i Master-uddannelse også som enkeltfag. Faktisk drømmer mange af de enkeltfagsstuderende ifølge Bo Svarre Nielsen om at tage en fuld Master, men vil lige se 'hvordan det går' og tager så et enkelt fag ad gangen.

"Her kommer også mange it-folk til enkeltfagskurser, fordi de er ude efter en ganske speciel kompetence. For eksempel er kurset Personlig ledelse og Forandringsledelse så populært, at vi har måttet dublere det," siger Bo Svarre Nielsen.

Lige i spændingsfeltet

Kurset i Forandringsledelse lærer deltagerne, hvordan man som person står forrest og formidler forandringer og ikke mindst de konsekvenser, som de her forandringer trækker med sig.

Enkeltfag koster 6.250 kroner at tage på IT-Universitetet. De er normeret til at tage et semester svarende til 14 undervisningsgange, der kan være både netbaseret foran computeren eller seminarer typisk om lørdagen.

Analysehuset IDC finder det interessant, at en del af de aktuelle kurser "ligger i spændingsfeltet, hvor det handler om man skal have it ind i forretningen som Lean og Governance og også SOA."

"Emnerne har meget at gøre med at få opnå en hurtigere produktudvikling, hvor it ellers ofte kan virke som en showstopper for produktudvikling," siger Brian Troelsen, chefanalytiker, IDC Nordic.

Markedet for it-uddannelse og træning er ifølge IDC knap en milliard kroner værd herhjemme om året.

I øvrigt regner IDC med, at efteruddannelse er et af de områder, der bliver ramt her i krisen, fordi det er nemt at skære ned på. Ikke nødvendigvis klogt, men nemt.

Så de vakse it-chefer skynder sig at få en Master på budgettet, inden finanskrisen tryller efteruddannelse helt ud af virksomheden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren