Computerworld News Service: Ifølge analytiker Gene Munster fra det internationale investeringsfirma Piper Jaffrey vil introduktionen af et fjernsyn fra Apple være "det eneste logiske skridt" efter succesen med iPod og iPhone.
Apple, antyder Gene Munster, er langsomt ved at bevæge sig bort fra virksomhedens rødder i den traditionelle produktion af computere til at blive synonym med forbruger-elektronik og livsstils-gadgets.
"Apples fantastiske evne til at skabe produkter af uovertruffen brugervenlighed kan revolutionere fjernsynet ligesom iPhone ændrede mobilmarkedet," mener Gene Munster.
Analytikeren hævder, at Apples aftale fra sidste måned på 2,9 milliarder kroner med Sydkoreas LG Display om levering af paneler er bevis på, at der er forandringer i luften.
I januar meddelte LG Display til den sydkoreanske børs, Korea Exchange, at LG Display har indgået en langsigtet aftale om at levere en betragtelig mængde LCD'er til Apple på trods af den urolige situation i forhold til udenlandsk kapital-indstrømning i den globale økonomiske recession.
Mange spekulationer
Med henvisning til kommentarer fra sidste sommer af Apples økonomidirektør Peter Oppenheimer, påpeger Gene Munster, at Apple har sagt, at virksomheden vil bevæge sig ind på et nyt marked, hvor den vil 'løse et problem for forbrugerne."
"Vi har en fremtidig produkttransition, som jeg ikke kan diskutere med jer i dag," sagde Peter Oppenheimer til analytikere i juli.
Derefter lød spekulationerne, at der måske var nye iMacs, iPods eller selv mini-tablet-pc'er på vej fra Apple.
Peter Oppenheimer tilføjede dog, at omkostningerne ved at udvikle det ny produkt var "en af årsagerne til, at Apples bruttofortjeneste løbende har været nedadgående."
Tiden vil vise, om Gene Munster har fat i den lange ende, eller om vurdering er ren spekulation.
Apple afviser at kommentere.
Oversat af Thomas Bøndergaard