Søgemaskineselskabet Surfray har i dag sendt selskabets 17 medarbejdere i Danmark hjem. De 10 ansatte i USA følger snart efter.
Den ufrivillige hjemsendelse skyldes, at selskabet i dag har begæret sig selv konkurs, efter flere redningsplaner med Skælskør Bank er kikset.
"Vi har prøvet med fire til fem redningsplaner, men Skælskør Bank har fuldstændig uforståeligt nægtet at hjælpe virksomheden," fortæller Surfrays tidligere direktør og nuværende bestyrelses-formand, Martin Vendelbo Goldschmidt Veise, til Computerworld.
Skælskør Bank har umiddelbart ingen kommentarer.
Sidste chance
Surfray-ledelsen har søsat en absolut sidste mulighed, inden håndklædet endegyldigt bliver smidt i ringen.
Den sidste redningsplanke går ud på at købe virksomheden tilbage fra konkursboet - det vil sige kuratoren - for et mindre beløb og lade medarbejderne køre firmaet videre.
"Vi har medarbejdernes accept til den løsning. Hvis vi kan købe det tilbage, er alle arbejdspladser reddet, og hvis ikke, vil vi ikke investere mere tid i selskabet," fortæller Martin Vendelbo Goldschmidt Veise.
Tidsfristen for den handel udløber ved middagstid i morgen onsdag.
Turbulent forretning
Computerworld erfarer, at Surfrays samlede gæld løber op i mere end 20 millioner kroner, hvoraf der blandt andet optræder en skattegæld på seks millioner kroner i regnskaberne.
Firmaet er blevet overdraget i hænderne på en kurator Peter Nørtved fra advokatvirksomheden Gorrissen Federspiel Kierkegaard.
For godt et år siden har Surfray selv opkøbt det konkursramte Mondosoft i et konkursbo for næsen af Asger Jensbys JMI Invest.
Nu venter der en optælling af Surfrays aktiver og gennemgang af regnskaberne, før kurator Peter Nørtved tør udtale sig mere præcist om gældens størrelse.