Zepto forventer 2009-overskud
Den danske producent af bærbare pc'er og tv-skærme Zepto forventer overskud i 2009. Ifølge selskabet skyldes det, at virksomhedens justeringer og investeringer i 2008 nu vil slå igennem. Zepto forventer en omsætning på 168 millioner kroner og et resultat før skat på 2,4 millioner kroner for 2009, skriver nyhedsbureauet Direkt.
(Dagbladet Børsen)
Kraftig vækst i Novos it-selskab
It-firmaet NNIT, som Novo Nordisk ejer, præsenterede i går et årsregnskab, hvor selskabet gik 20 procent frem i omsætning. Årets resultat endte på 133 millioner kroner for 2008 mod 117 millioner kroner året før. Væksten hos NNIT er sket i aktiviteterne uden for selve Novo Nordisk, melder administrerende direktør Per Kogut fra NNIT.
(Dagbladet Børsen)
NNIT bygger nyt hovedsæde til 2.000 ansatte
Det Novo Nordisk-ejede it-firma, NNIT, har besluttet at bygge et nyt hovedkvarter, fordi de nuværende bygninger i Lyngby, Buddinge og Bagsværd ikke længere kan rumme de 1.260 ansatte. Placeringen af det ny hovedsæde er endnu ikke fastlagt.
(Dagbladet Børsen)
Elektronikvirksomhed fyrer folk
Virksomheden ETI i Nørresundby har fyret 62 af i alt 270 ansatte. Beslutningen hos virksomheden skyldes, at udviklingen af en ny produktplatform nærmer sig sin afslutning, ligesom finanskrisen også har bremset kundernes efterspørgsel, melder selskabets administrerende direktør, Claus Falk, til Nordjyske Stiftstidende. ETI er en del af den nordjyske teleklynge i Aalborg-området.
(Dagbladet Børsen)