Computerworld News Service: Købere af den seneste udgave af Apples mere og mere populære kontorpakke iWork - iWork '09 - behøver ikke længere at indtaste et serienummer, når de installerer fra cd. Det fremgår af en meddelelse på Apples website.
Det gør det muligt for ejere af en version af iWork '09, der er købt i en butik frem for at være downloadet, at installere softwaren på så mange Macs, som de har lyst til. Tilsyneladende kan man også uden videre piratkopiere softwaren, som i Danmark koster 599 kroner (454 kroner, hvis man køber den sammen med en ny Mac).
Apple introducerede iWork '09 ved Macworld-konferencen tidligere på måneden. Softwaren er blevet lettere opdateret, og cloud-funktionalitet markerer sig som det nye højdepunkt.
iWork udkom første gang i januar 2005 og har siden gjort gode indhug på Microsofts Office til Mac.
Midt i 2007 førte Microsofts Mac Office stadig med en markedsandel på fem mod en i forhold til iWork blandt nordamerikanske forbrugere ifølge en undersøgelse udført af NPD Group.
"iWork klarer sig ganske godt," fortæller analytiker fra NPD Stephen Baker. Og salget vokser stadig.
"Forbrugervenligt tiltag"
På trods af at softwaren kun er til Mac, sad iWork ifølge Baker sidste år på 10,5 procent af det samlede nordamerikanske detailmarked for kontorpakker.
Microsoft Office sad på stort set alle resterende markedsandele på grund af sin dominans på den stadig langt større Windows-platform.
Men begge pakker står over for stærke, gratis udfordrere blandt andet i form af den opgraderede OpenOffice 3.0 til Mac og IBM's Lotus Symphony også til Mac.
Baker roser Apples tiltag og kalder det forbrugervenligt.
"Jeg tror, at Apple er mindre bekymret om piratkopiering end optaget af at være brugervenlig," siger han.
Apple tillader allerede at multimediesoftwarepakken, iLife, installeres uden serienummer. iLife inkluderes gratis med hver ny Mac.
Det står ikke klart, om Apple vil fortsætte med at sælge en version af iWork med fem licenser til den højere pris på 749 kroner. Brugere, som køber iWork '09 ved at opgradere en prøveversion af softwaren, der er downloadet fra Apples website, skal dog stadig bruge et serienummer ved aktivering.
Oversat af Thomas Bøndergaard