Mens danske Stein Bagger flygtede tværs over USA i en bil, han havde lånt af svenskeren Mikael Ljungman, fløj selvsamme svensker hjem til Sverige for at møde i retten i en ankesag.
Nu er der faldet dom i sagen, og ifølge Ekstra Bladet er Mikael Ljungmann blevet idømt 10 måneders fængsel.
Mikael Ljungman var sigtet for brud på bogføringsloven, og han var tidligere idømt en straf på to års fængsel og fratagelse af retten til at drive virksomhed i fem år.
Det var en anke mod den dom, som i dag førte til en mildere dom mod Stein Baggers svenske forretningsforbindelse.
Dommen mod Mikael Ljungman er kulminationen på en sag, hvor Mikael Ljungman har været sigtet for brud på bogføringsreglerne, skattesvindel og svindel med momsen.
Ifølge det svenske nyhedssite realtid.se er en af grundene til, at straffen er blevet lavere, at domstolen ikke har fundet Ljungman skyldig i skattesvig.
Mikael Ljungman ejer nogle af de virksomheder, som angiveligt har været brugt i det svindelnummer, som blev orkestreret af Stein Bagger.
Anklageren i den danske sag mod Stein Bagger har da også tidligere ytret, at Mikael Ljungman og Stein Baggers nordiske forbindelse er interessante for politiet.
"Mikael Ljungman er en mand vi interesserer os meget for," siger anklageren Per Justesen til Ekstra Bladet.