Som du måske husker, så startede jeg før jul en lille serie om, hvordan man angriber internationale markeder med sin e-butik. Den serie vil jeg fortsætte lidt endnu, og dagens klumme handler om, hvordan man håndterer PR i forskellige lande.
Spamfighter er, lige som Jubii, bygget på et fundament af effektiv PR. Der er selvfølgelig også mange andre metoder til at gøre sig kendt på, men PR er uendelig billigt, og det virker!
Problemet med at arbejde med PR i udlandet er, at man ofte ikke selv kan varetage opgaven. Jeg har forsøgt at udsende pressemeddelelser i både Tyskland og Sverige, og det uden resultat overhovedet. Kulturen er helt anderledes, og pressen fungerer også på helt andre måder.
I Tyskland er de for eksempel meget mere detaljeorienterede, så en dansk pressemeddelelse bliver ofte dobbelt så lang, når den har været igennem vores tyske PR-bureau.
I Australien er det forbudt ved lov at udsende pressemeddelelser direkte til medierne. De skal godkendes af et statskontor, og bryder man den regel, så vanker der bøder.
En nem måde at løse problemet på er at hyre et internationalt PR-bureau. De kan nemt løse opgaven, og man får sikkert bunker af omtale. Men for at sige det som det er, det er hammer dyrt, og jeg hader at betale mange penge til konsulenter.
Jeg spurgte et af de førende bureauer, og de ville have 35.000 kroner pr. land pr. måned. Vi ville gerne i gang i 12 lande til en start, så det blev en lille halv million pr. måned, og det er sgu mange penge i vores lille biks.
Små og målrettede PR-bureauer
Så vi fandt en anden løsning. Vi har valgt at bruge tiden på at finde nogle små og meget målrettede PR-bureauer i de enkelte lande. Det er selvfølgelig ikke nemt at finde den slags PR-bureauer, men det kan lade sig gøre.
Vi har fundet små bureauer i Tyskland, Spanien, USA, Belgien, Frankrig og Holland, og vi søger konstant efter bureauer i andre lande. Der kan vi typisk køre ret heftig PR for 2-7.000 kroner om måneden pr. land, og det giver resultater, skal jeg hilse og sige!
Vi har blandt andet fundet de små PR-bureauer via LinkedIn.com. Jeg har søgt på en kombination af ordene PR og shareware og på den måde fundet folk og virksomheder, der arbejder med begge dele. De små bureauer har i nogle tilfælde også kendt andre tilsvarende bureauer i andre lande, og det har også givet pote.
Arbejdet med de små bureauer har båret frugt. Hvis du søger efter Spamfighter på Google, vil du se, at der dukker rigtigt mange artikler op, og det på mange forskellige sprog.
Det giver selvfølgelig en del direkte besøgende, men da vi også sørger for at arbejde links til vores eget website ind i artiklerne, så er det også med til at bringe os højere op i søgemaskinerne, og det er mindst lige så vigtigt.
Så snyd ikke dig selv for omtale i den store verden, og afsøg markedet for små specialiserede PR-bureauer, det kan gøre forskellen på succes og fiasko og det til en fornuftig pris.
Martin Thorborg er medstifter af Spamfighter, administrerende direktør og stifter af Amino.dk samt forfatter til bogen E-pusher.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.