Den årelange og til tider medieskabte religionskrig mellem kommerciel software og open source-software bør afblæses.
Vi ser en udvikling på markedet, hvor mixed source - it-miljøer, der kombinerer kommerciel og open source-software - i stigende grad er en realitet i mange virksomheder og offentlige organisationer.
Derudover indgår flere og flere it-virksomheder partnerskaber på tværs af forretnings- og udviklingsmodeller og skaber fælles løsninger til glæde for kunderne.
Derfor ærgrer det mig, at man stadig støder på artikler som 'Den offentlige sektor i Danmark vil have open source' på Computerworld.dk. Nej, den vil ikke.
Tilsvarende vil den offentlige sektor ikke udelukkende have kommerciel software. Den offentlige sektor såvel som de private virksomheder efterspørger derimod mulighed for at vælge de it-systemer, der bedst opfylder deres behov og giver dem størst mulig værdi - hvad enten det er open, closed eller mixed source. Og den mulighed er it-branchen godt på vej til for alvor at kunne levere.
Artikler som nævnte udspringer af myten om, at kommerciel og open source-software er uforenelige størrelser. Intet kunne være mere forkert, og myten repræsenterer en forældet opfattelse af it-branchen.
Den største forskel på traditionel kommerciel software og open source-software er adgangen til kildekoden. Begge softwaremodeller bliver markedsført til virksomheder og organisationer på kommercielle vilkår.
Det er min klare overbevisning, at fremtiden ikke udelukkende vil bestå af closed source-software. Den vil heller ikke udelukkende bestå af open source-software.
Fremtiden vil blive præget af heterogene it-miljøer med både closed og open source-software fra en række forskellige softwareleverandører. Vidnesbyrdet ser vi tydeligere og tydeligere hver dag. Tidligere ærkerivaler samarbejder, fordi der både er efterspørgsel efter og forretning i de muligheder, som fælles udvikling og løsninger giver.
I IT-Branchens Open Source-udvalg samarbejder closed source-virksomheder som Microsoft, IBM og Oracle med open source-virksomheder som Novell og Casalogic eksempelvis om at fremme salget af open source-løsninger.
Et andet eksempel er det globale partnerskab mellem Microsoft og Novell, der betyder, at vi sammen leverer mixed source-løsninger til danske såvel som internationale kunder. Kunderne har taget godt imod initiativet, og det giver mening på bundlinjen for alle parter. Sådanne initiativer er udtryk for en positiv tendens, som giver it-branchen endnu bedre mulighed for at hjælpe vores kunder.
At religionskrigen stadig optager spalteplads i medierne, er i vid udstrækning it-branchens - inklusive Microsofts - eget ansvar. Vi har som branche ikke været gode nok til at kommunikere til omverdenen, at udviklingen går mod heterogene miljøer - og at alle it-virksomheder efterhånden kan kaldes mixed source-virksomheder.
Tættere samarbejde og bedre kommunikation til markedet er løsningen. Vi har alle en interesse i, at religionsspøgelset én gang for alle bliver manet i jorden.
Erik Kaae er direktør for marketing og har ansvaret
for den daglige drift i Microsoft Danmark.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.