Indhold
Microsoft udskyder endnu en gang den planlagte udsendelsesdato for firmaets næste udgave af databasen SQL Server, som indtil videre går under kodenavnet Yukon. Den kommende version af Visual Studio, må også vente.
Forsinkelsen af Yukon skyldes, at databasen ikke lever op til interne kvalitetskrav. Der er ikke fokus på bestemte områder, men da der er tale om en større produktudgivelse, vil firmaet teste databasen grundigt hos slutbrugerne, før produktet kommer på gaden.
Yukon skulle have været på gaden i år, men i stedet kommer der en tredje beta-version. Beta-version nummer to udsendes om kort tid. I mellemtiden har Microsoft fundet på et navn til Yukon, og det bliver SQL Server 2005.
Filsystemet WinFS i Longhorn, den kommende Windows, bygger på dele af Yukon. Forsinkelsen vil dog ikke berøre udviklingen af Longhorn, siger Microsoft.
Analysefirmaet Gartner gætter på, at Yukon tidligst kommer på gaden i andet kvartal af 2005, og firmaet mener at den første udgave af databasen vil mangle væsentlige funktioner, så som klynge-teknologi.
Den kommende version af udviklingsprogrammet Visual Studio, som går under kodenavnet Whidbey, bliver også forsinket. Den første beta-version af programmet udsendes indenfor de næste måneder.