Verdens næststørste producent af chips, sydkoreanske Hynix, oplever hårde tider i et chip-marked, der ligesom resten af verdensøkonomien er i tilbagegang.
Aktierne i firmaet er raslet ned siden juli sidste år, da selskabets aktie toppede. Nu forsøger en aktionærkreds at skille sig af med dens aktiepost på 36 procent til en værdi af 4,9 milliarder kroner, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ejerkredsen i Hynix omfatter blandt andre banken KEB (Korean Exchange Bank), der forsøger at hente lidt hjem på aktieposten, som er faldet til mindre end en fjerdedel af sin værdi, da aktien toppede.
"Repræsentanter fra ledelsen, et revisorfirma og et advokatfirma mødtes for første gang i sidste uge, og de blev enige om, at de vil sigte efter en aftale i september," sagde en talsmand fra KEB ifølge Reuters.
I sidste måned skød en række investorer mere end to milliarder kroner i Hynix for at rette op på den negative udvikling i firmaet.