Den kinesiske pc-producent Lenovo vil fyre omkring 11 procent af den samlede medarbejderstab i den kommende tid. Grunden er den økonomiske afmatning, der fører til dystre udsigter.
De afspejles af, at Lenovo vurderer, at selskabet er på vej mod dets første underskud i 11 kvartaler i træk.
De dystre forudsigelser har fået Lenovos aktiekurs til at droppe med det største fald i næsten otte år.
2.500 stillinger skal fjernes
Samlet vil Lenovo skære medarbejderstaben med omkring 2.500 stillinger. Det skal føre til besparelser på 1,6 milliarder kroner, som skal endeligt udløses i 2010.
I indeværende år vil selskabet afskrive omkring 800 millioner kroner som følge af den omfattende fyringsrunde.
Lenovos beslutning er en direkte konsekvens af, at pc-salget falder, fordi den økonomiske uro har ført til udskydelse af mange ellers planlagte investeringer.
Lenovo har tidligere været ude i større fyringsrunder, i det selskabet i både 2006 og 2007 afskedigede større grupper ansatte fra den produktions-enhed, som selskabet købte af IBM i slutningen af 2004.
Det kinesiske selskab er ifølge analysehuset IDC verdens fjerdestørste pc-producent efter HP, Dell og Acer.
Det har ikke umiddelbart været muligt at få at vide, om fyringsrunden vil påvirke Lenovo Danmark, der beskæftiger omkring 80 medarbejdere.