Det konkurs- og skandaleramte webhotel Needhost er gået på knæ for konkurrenten Surftown, der skal hjælpe med at få Needhost-kundernes data på højkant igen.
Med Needhost-ejer Nicolai Frank Dalsgaards udstrakte hånd til Surftown, kan en del af selskabets kunder samtidigt ånde lettet op. Det skyldes, at Nicolai Frank Dalsgaard oplyser til Surftown, at han stadig er i besiddelse af data fra en del af web- og databaseserverne, som kunderne ellers havde vinket farvel til i sidste uge.
"Mit ønske er at kunne stille servere og båndbredde til rådighed, så tidligere NeedHost kunder kan hente deres data. Og jeg vil gerne pointere, at download af data ikke kommer til at forudsætte medlemskab her i biksen - det ville være lidt for cowboy-agtigt," skriver salgs- og marketingdirektør Thomas Folmann på sin Surftown-blog
Inden han tager munden for fuld af hensigtserklæringer, vil Surftown dog først lige have afklaret de juridiske udfordringer med hensyn til at komme de nødstedte Needhost-kunder til undsætning.
Problemer med samarbejdspartnere
I en mail til Thomas Folman gør Needhost-direktør Nicolai Frank Dalsgaard rede for, hvilke årsager, der ligger til grund for sidste uges bratte farvel til den danske internetbranche.
Helt konkret skriver Nicolai Frank Dalsgaard, at han valgte nogle forkerte samarbejdspartnere, hvilket ifølge Needhost-stifteren var årsagen til selskabets deroute.
I løbet af 2008 løb pengekassen tør hos Needhost, der langsomt kunne se selskabets lejede servere i Tyskland æde hele budgettet op, mens der ikke kom tilstrækkeligt med midler ind den anden vej fra.
"Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før serverne i Tyskland blev lukket ned," skriver Nicolai Frank Dalsgaard i mailen til Thomas Folmann hos Surftown.
Han opfordrede derfor sine samarbejdspartnere til at forære alle kunder og deres data til Surftown og melde Needhost konkurs, hvilket der dog ikke var stemning for hos hans kompagnoner. I stedet forsøgte man til det sidste at sælge Needhost, hvilket mislykkedes, og selskabet gik konkurs i sidste uge.