Indhold
Microsoft er inde i overvejelser om, hvorledes hullet mellem firmaets nuværende klientstyresystem Windows XP og den kommende udgave, som går under kodenavnet Longhorn, skal fyldes. Det nye, tænkte produkt går internt i Microsoft under navnet Windows XP Reloaded.
Senere i år udsender firmaet en opdatering, Service Pack 2, som skulle have været den sidste opdatering til Windows XP.
Microsoft har tidligere kategorisk afvist, at der ville komme nye Windows-udgaver mellem XP og Longhorn. Longhorn, som bygger på helt nye teknologier, kommer tidligst på markedet i 2006, og muligvis først senere.
Til nyhedsbrevet Microsoft Watch siger Microsofts produktchef Greg Sullivan, at firmaet ikke i øjeblikket arbejder på en ny Windows-udgave, som skal komme mellem XP og Longhorn, men at det er en af mulighederne, som firmaet kigger på.
Andre muligheder er flere Service Packs og opdateringer, siger Sullivan.