It-millionæren Ib Kunøe lancerede i marts en redningsplan for at hjælpe det underskudsplagede hostingselskab Mondo. Han blev selv bestyrelsesformand i firmaet, som forinden havde fået Microsofts Lars Nordenlund Friis som ny administrerende direktør.
Opgaven var klar for Lars Nordenlund Friis: De røde tal skal farves sorte. Men virksomheden døjer stadig med underskud. Det afslørede regnskabet for årets tredje kvartal, som virksomheden udsendte i går.
Underskuddet for de tre måneder lyder på 11,5 millioner kroner før skat. Derudover meddeler Mondo, at firmaet nu nedjusterer forventningerne til omsætningen for hele året. Før lød forventningen på 120 til 130 millioner kroner, men nu hedder det i stedet 105 til 115 millioner kroner. Finanskrisen sætter sine spor.
"På baggrund af den nuværende markedssituation er der flere kundeprojekter, som forventes at blive udskudt til 2009, hvilket påvirker forventningerne til omsætningen i indeværende år," lyder det i en selskabsmeddelelse for årets tredje kvartal.
De røde tal koster også flere af selskabets medarbejdere jobbet i virksomheden.
"Markedssituationen har dog været udfordrende i det seneste kvartal, og der har været tale om en afmatning i efterspørgselen efter Mondos services - især inden for consulting-området. Som følge af denne udvikling er der er ved udgangen af tredje kvartal sket en reduktion af medarbejderstaben med henblik på at tilpasse organisationen til de vanskeligere markedsforhold," skriver selskabet endvidere.
Ifølge Mondos hjemmeside har selskabet 350 medarbejdere fordelt over tre lande; Danmark, Pakistan og Ukraine.
Direktøren, der aldrig kom
Computerworld skrev i begyndelsen af september, at Mondo oprustede på salgssiden med en ny salgsdirektør. Første arbejdsdag for den nye direktør, Christoffer Spangenberg, hed 1. oktober, men han nåede aldrig at møde på arbejde. 24. september oplyste selskabet, at:
"Christoffer Frederik Spangenberg og Mondo A/S i enighed har truffet beslutning om at Christoffer Frederik Spangenberg ikke som planlagt vil tiltræde som VP, Sales & Marketing," hed det i en meddelelse til Fondsbørsen.
To uger tidligere lød det ellers fra selskabet, at det nu ville opjustere på salgssiden.
"Han skal først og fremmest være med til at optimere hele vores salgsproces og sikre, at vi får en meget tæt kunderelation bygget op til vores større kunder, og han skal hjælpe til med at udbygge vores kontakt med nuværende og fremtidige kunder," udtalte administrerende direktør Lars Nordenlund Friis dengang til Computerworld.
Computerworld vil i morgen følge op på situationen i Mondo.