Lægemiddelstyrelsen og IBM har indgået en aftale om et nyt it-projekt til 144 millioner.
Der er tale om et SOA-projekt (serviceorienteret it-arkitektur), som skal lette arbejdsgangene for de ansatte i Lægemiddelstyrelsen, og det kan betyde, at syge danskere får hurtigere adgang til ny medicin.
Medarbejderne i Lægemiddelstyrelsen er i dag plaget af store mængder af papirarbejde og systemer, der kræver, at de samme oplysninger skal tastes ind flere gange.
Eksempelvis skal de ansatte gennemgå papirer og formularer, der fylder op til syv europaller, før et nyt medicinalprodukt kan blive sendt ud til de danske patienter, fortæller Christian Howard-Jessen, der er pressechef i Lægemiddelstyrelsen.
Han håber, at arbejdsdagen i fremtiden bliver betydeligt lettere for de ansatte i styrelsen.
Papirpaller på porten
Projektet indebærer, at alle Lægemiddelstyrelsens interne arbejdsgange inklusiv det gigantiske papirarbejde bliver digitaliseret.
"Det kommer til at forandre den måde, som vores ansatte arbejder på. De skal ikke længere sidde og kategorisere papirark og pakke europaller ud, og de får lettere ved at finde oplysninger i vores digitale arkiver, fordi en række af vores it-platforme nu bliver integreret med hinanden," siger Christian Howard-Jessen.
Han forventer, at Lægemiddelstyrelsen i fremtiden hurtigere kan godkende nye medicinalprodukter.
"I fremtiden kommer vi til at behandle ansøgninger om godkendelse af ny medicin hurtigere. Men jeg kan ikke sætte tid på, hvor meget hurtigere vi bliver," siger Christian Howard-Jessen.
Samlet indgangsportal
Hos IBM er der glæde at spore over den nye aftale, som ifølge det amerikanske it-firma er 'en stor aftale'.
"Det er en stor aftale for IBM, som er blevet underskrevet i dag. Og vi er specielt glade, fordi vi kan hjælpe de ansatte i Lægemiddelstyrelsen, som spiller en væsentlig rolle i det danske sundhedsvæsen," siger Steffen Lerche Nielsen, GBS Healthcare Leader, IBM Nordic.
De mange ansøgninger bliver gjort tilgængelige gennem IBM's CMS-system, FileNet P8, og alle de ansatte i Lægemiddelstyrelsen får adgang til deres digitale arbejdsgange gennem en samlet indgangsportal, der baserer sig på IBM's Websphere Portal.
Projektet bærer navnet DAHLIA, der er en forkortelse for 'Digitalisering Af Hele Lægemiddelstyrelsens Interne Arbejdsgange', og IBM forventer, at det nye system er fuldt implementeret i slutningen af 2010.