Artikel top billede

Lars Rabbe på toppen af Knight Ridder Building i San Jose, USA. Foto: Carl Costas

Udvandreren, der strøg til tops

Udflytterne: Han tog chancen og endte med at få en topstilling hos Yahoo. Mød danskeren Lars Rabbe, der fortæller om sin beslutning og livet som topchef i det forjættede land.

I 1982 vinkede Lars Rabbe farvel til Danmark og blev officielt indvandrer i det rige, som han kalder for mulighedernes land.

Men han er dog ikke den typiske indvandrer.

Sprog har han ikke haft problemer med, og virksomhederne er nærmest løbet i hælene på ham.

Siden det år er det gået stærkt for den nu 58-årige Lars Rabbe.

Så stærkt at han har haft titlen CIO i flere store amerikanske virksomheder.

Han er dog mest kendt for sin topstilling som CIO hos Yahoo.

Computerworld fanger ham, mens han er på vej til arbejde i sin blå BMW - i dag er hybrid-bilen blevet hjemme.

Det er et stykke tid siden, dansk-amerikaneren har talt teknisk dansk, derfor dukker der ofte engelske ord op.
Og hver anden sætning begynder med det amerikanske "well".

Eventyret hos Yahoo begyndte, da Lars Rabbe blev rekrutteret til giganten i 2003.

Grunden til, at han blev headhuntet til Yahoo, var en kombination af at have været ansat i firmaer, der producerede både software og hardware.

Det gjorde, at han kendte en del til systemer, som Yahoo havde brug for at udvikle.

"Yahoo manglede en person, der kendte til kombinationen af at hjemmeudvikle og købe nye systemer. For dengang kendte man kun til hjemmeudviklede systemer, " siger Lars Rabbe.

"Her i Silicon Valley er det meget normalt, at man bruger Oracles systemer og finanssystemer, og det havde jeg arbejdet med i mange år og kendte en hel del til."

True blue

For nylig blev han "true blue", amerikansk statsborger, og kunne derfor officielt vinke farvel til de danske aner.

Solgte alt

Da førstegenerations-indvandreren valgte at satse på USA, solgte han alt, han ejede, og tog chancen. Det opfordrer han også andre til at gøre.

"Well, en af grundene til, at jeg tog til USA, var, at der var så mange muligheder, større markeder og firmaer - især i Silicon Valley. Jeg er ikke sikker på, hvor nemt det er bare at tage til USA. Men jeg var heldig at komme hertil med et firma, som etablerede sig i landet. Det gav mig mulighed for at få mit grønne kort (arbejdstilladelse, red.)," siger han.

Da Lars Rabbe var yngre, afprøvede han altid muligheder.
"Det vil jeg anbefale folk at gøre. Tag chancen, for det kan lade sig gøre," slår eventyreren fast.

Vejen op ad karrierestigen tog fart, da den eftertragtede dansker flyttede til USA i forbindelse med sit arbejde hos daværende Christian Rovsing.

"I 1981 blev jeg ansat i firmaet, og i 1982 blev jeg sammen med 10 andre udstationeret i USA, fordi man ville etablere sig på det amerikanske marked. Nogle betragtede det som en udstationering, men for mig var det en mulighed for at flytte til USA," fortæller topchefen.

Derfor solgte han alt og flyttede i februar 1982 til Californien med sin kone, der også er CIO i et amerikansk firma.

Det var den koldeste vinter i Danmark, han nogensinde havde oplevet.

Vejret er faktisk også en af grundene til, at han foretrækker at bo i Californien.

Flere gange går samtalen i stå, fordi nyamerikaneren skal finde det rigtige ord på dansk, for efter så mange år i det forjættede land, er det danske sprog blevet en anelse støvet.

Mange jobskift

Allerede et år efter fik han arbejdstilladelse, og i 1984 flyttede han til San Francisco, hvor han arbejdede som konsulent i forskellige firmaer.

I 1989 blev han ansat af Next Computer, som Steve Jobs startede, efter han var blevet smidt ud af Apple.

Det var en hardware virksomhed, og her blev han fem år som it-direktør, hvor han noget af tiden også arbejdede direkte for Steve Jobs.

De seneste fem til seks år har Lars Rabbe også brugt meget tid på at sidde i bestyrelser og rådgive firmaer om produkter.

"Well, personligt synes jeg, at det er meget interessant, for man møder mennesker fra andre dele af industrien og hører, hvad de er interesserede i, og hvad de investerer i i øjeblikket," siger manden, der sidder i fem forskellige bestyrelser.

"Det giver også mulighed for at bruge kontakterne i industrien. Hvis en virksomhed har brug for en speciel viden eller person til at gøre noget, kan jeg bruge mit netværk til at finde ud af, hvordan det skal gøres," understreger han.

Men den virkelige grund, til at Lars Rabbe flyttede til USA, var, at hans portugisiske kone tidligere havde arbejdet i USA.

Hun ville meget gerne tilbage, og da muligheden opstod med Christian Rovsing, var det en oplagt mulighed for at flytte, syntes parret.

Hustruen også CIO

Men parret, der har været sammen i over 25 år, havde også tænkt på andre muligheder for at flytte til USA på det tidspunkt.

Lars Rabbes hustru er ligesom som sin mand bekendt med it-verdenen. Hun arbejder nemlig som CIO hos SanDisk.

Med to topkarrierer har der derfor ikke været tid til børn.

Tiden hos Yahoo fik en ende, da Lars Rabbe i 2007 efter en massiv interesse blev rekrutteret til 25 år gamle Intuit, der laver personlige finanssystemer.

"Men efter et års tid var der for mange ting, der blev udskiftet i virksomheden, og jeg følte ikke, at det var det, jeg var blevet ansat til. Derfor forlod jeg Intuit til fordel for et mindre konsulentfirma, StrataFusion Group," forklarer Lars Rabbe, der er uddannet datalog fra Københavns Universitet i 1978.

Ideel baggrund

Hvis en virksomhed har brug for en CIO i en kort periode, iler han derfor til deres hjælp - dog uden Superman-kostume.

"Det har gavnet mig at være i så forskellige virksomheder. Man får en bredere baggrund og erfaring," uddyber Lars Rabbe.

Ifølge CIO'en er det en ideel baggrund at have som konsulent, fordi det giver ham mulighed for at vejlede mange forskellige firmaer.

"Mange firmaer ser i øjeblikket på, hvordan de skal agere i forhold til software as a service. Det er præcis det, som Yahoo gjorde i mange år og stadig gør. Det er meget mere accepteret nu og brugere har ikke længere problemer med sikkerheden. Derfor er mange virksomheder interesseret i at gå ind på den måde," siger han.

En del spurgte ham om, hvorfor i alverden han forlod Yahoo i sin tid.

Svaret er, at han kunne se, at tingene var ved at ændre sig.

"Well, det var ikke det samme, og der var en del, der forlod firmaet på det tidspunkt. I 2003 besluttede vi at konkurrere med Google på søgning. Vi havde foretaget en del investeringer på det, men i 2007 kunne man begynde at se, at Google var meget mere succesfuld. Vi kunne se, at Google nok ville vinde den kamp," siger han.

Selvom Lars Rabbes far gerne vil have sin søn hjem fra det forjættede land, har den for længst omvendte amerikaner ikke helt de samme planer.

"Det er hjemme nu. Jeg har været her i 25 år og kan virkelig godt lide at bo her," siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere