En stribe jyske sygehuse har været udsat for et massivt nedbrud hvor de systemer, der håndterer de digitale patientjournaler har været nede i 10 timer.
Fejlen skyldes, at systemet ikke kunne læse på diskene. Det står nu klart, efter sygehus-væsnet har gået nedbruddet efter i sømmene.
"Vi afvikler EPJ-systemet på to noder," fortæller hospitalsdirektør Ole Thomsen fra Århus Universitetshospital til Computerworld.
"Det er uheldigvis sket det, at systemet har slettet en såkaldt device-fil. I praksis betyder det, at systemet har slettet sin egen adgang til de diske, som det betjener sig af."
"Fejlen er blevet spejlet til node to, hvilket helt har lukket adgangen til diskene. Derved går det hele i stå," siger Ole Thomsen.
"Det er således ikke backuppen, men spejlingen, der har fejlet," forklarer han.
Mand eller software
Teknikerne kender endnu ikke grunden til, at der blev lukket for adgangen til diskene.
"I øjeblikket er der to muligheder. Enten er det en software-fejl, ellers kan der være tale om en menneskelig fejl," siger Ole Thomsen.
Systemerne er nu blevet gendannet efter almindelige backup-rutiner.
"Fire timer før vi fik problemet, blev der foretaget en backup," forklarer hospitalsdirektøren.
"Backuppen blev indlæst, maskinerne genstartet og derefter fik vi systemet i luften igen."
Også i hovedstanden har der været it-kaos. Her var det it-systemet, der håndterer de digitale recepter, som blev sendt til tælling.