Fejl i it-systemer på en stribe jyske hospitaler herunder Århus Universitetshospital og Skejby Sygehus rammer op mod 2.000 patienter.
Systemerne, som i mere end ti timer har været plaget af fejl, håndterer blandt andet hospitalernes digitale patientjournaler.
Backup-systemet, der skulle have reddet hospitalerne, virkede ikke, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Blodprøver forbyttet
Systemet er i drift igen, men en konsekvens af it-nedbruddet er, at 200 blodprøver er blevet forbyttet.
"Nedbruddet skabte meget store problemer. Det værste var, at vi mistede data. Det kom meget bag på os, at det skete, for vi var sikre på, at backup-systemet virkede," siger hospitalsdirektør Ole Thomsen fra Århus Universitetshospital til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Læger og sygeplejersker har i nedbrudsperioden ikke haft adgang til de vigtige patientoplysninger i de elektroniske journaler.
Samtidig mistede de berørte hospitaler store mængder oplysninger om patienterne. Det var blandt andet indtastede data om ordinering af medicin samt information om, at medicinen var blevet uddelt.
Ole Thomsen anslår, at op mod 2.000 jyske patienter kan være berørt af nedbruddet.
Foruden hospitalerne i Århus var sygehusene i Silkeborg, Randers, Herning, Holstebro og Ringkøbing berørt af de fejlramte systemer.