Lægerne på de københavnske sygehuse har igen fundet den gamle receptblok frem.
Det digitale system, der står for den elektroniske registrering af medicinordinering er ude af drift.
Sådan har hverdagen været på flere af hovedstadens hospitaler siden 6. oktober, og systemet kommer først til at fungere igen efter efterårsferien.
Ifølge Jan Kold, der er it-direktør i Region Hovedstaden, kender man nu problemet, men ikke årsagen.
"Nedbruddet skyldes 322 ødelagte blokke i en stor Oracle-database. De korrupte blokke blev desværre spejlet, og derved røg vores sikkerhed samtidig," fortæller Jan Kold, der beskriver nedbruddet som en "rigtig møgsag."
"Vi kender endnu ikke grunden til, at fejlen opstod, men det tyder på, at en af vores spejlinger gik ned samtidig med et fiberbrud. En uheldig håndtering i forbindelse med opstarten ser ud til at have skabt problemerne. Vores analyse er dog ikke færdig endnu," siger Jan Kold.
"Vi har ikke oplevet lignende uheld før, og uafhængige eksperter kommer med samme melding," siger han.
Tager tid fra patienterne
It-problemerne omfatter den medicin, som lægerne ordinerer til patienter, der er indlagt på hospitalerne.
"Det har været et stort problem, at lægerne har måttet klare sig uden elektronikken. Vi er gået tilbage til den gammeldags måde at dele medicinen ud på, og vi må foretage de løbende ændringer i ordinationen manuelt," siger lægelig direktør på Rigshospitalet, Jannik Hilsted til Dagens Medicin.
Direktøren siger at papirarbejdet, der er konsekvensen af systemproblemerne, er en nødrutine, og alle nødrutiner tager ekstra tid.
Der er dog ikke tale om en livstruende situation.
"Om det er gået ud over patientsikkerheden, ved vi ikke endnu, men vi har ikke fået nogen meldinger om utilsigtede hændelser," siger Jannik Hilsted.
Ifølge Koncern IT, der står for driften af den elektroniske patientmedicinering i Region Hovedstaden, vil det elektroniske system til notering af medicinordinering først være oppe at køre igen den 21. oktober.