Indhold
Komiteen Moving Picture Experts Group har besluttet at inkludere ansigtsgenkendelsesteknologi fra NEC og Toshiba som en del af MPEG-7-standarden, der formentlig er klar i april 2004. Det skriver Techweb.
Teknologien kan benyttes til at finde en scene med et bestemt ansigt i en 24-timers film, på kun et enkelt sekund.
MPEG-7 er ikke arvtageren til hverken MPEG-2 eller MPEG-4. Der er i stedet tale om en standard, der vil komplementere de tidligere MPEG-standarder.
MPEG-7 er nemlig en standard til at kunne indeksere og søge i digitale multimedie-klip, uanset om det er en dvd-film på to timer eller et lille videoklip, der sendes via en mobilelefon. Standarden kan benyttes i forbindelse med mange slags billed- og video-formater.
Den del af MPEG-7 standarden, som omhandler ansigstgenkendelse, kaldes for MPEG-7 AFR, advanced face recognition descriptor. Beskrivelsen af et ansigt i MPEG-7 AFR fylder kun 253 bit.
MPEG-7 vil potentielt set give nye muligheder op for, hvorledes digital video anvendes. Eksempelvis vil man kunne søge en film igennem for de scener, hvor en bestemt skuespiller optræder. Man kunne også forestille sig et overvågningssystem til hjemmet, der kun filmer, når der er personer i lokalet, som ikke er medlemmer af familien.