ComputerViews: En økonomisk udviklingsteori siger, at alle varer gennemgår en udvikling, hvor de bliver billigere og billigere for til sidst at blive så billige, at forbrugerne opfatter dem som gratis.
Sådan er det gået med papir, der engang var en meget dyr vare, men som i dag er så billig, at vi næsten ikke gider tænke over det. Og med kuglepenne, vandkander og spande, der i dag kan købes for en flad 10'er i Brugsen.
Samme udvikling ser vi på bredbåndsforbindelser, mobiltelefoner, computere, fjernsyn og anden elektronik.
Med til billedet hører, at visse produkter efterhånden ikke engang består af noget decideret fysisk, som man kan holde i hånden.
Film, tekst, musik, leksika og lignende består i dag i stigende omfang af datafiler og altså ikke af ting, som man kan holde i hånden som dvd-skiver, bøger, aviser eller cd'er. Det bringer produktions-omkostningerne ned til næsten kun at bestå af rettigheder.
Først Napster, så iTunes, så næsten gratis
Det er ikke mange år siden, at verdens fire magtfulde musikselskaber, EMI, Warner, Sony BMG og Universal - der ifølge Informa Telecoms and Media i 2007 tilsammen sad på 74 procent af verdens kommercielle musikmarked - rasede over internettets negative effekt på cd-salget og med korslagte arme vrælede deres fortrædeligheder ud mod omverdenen.
Dengang herskede anarkien med fildelings-tjenester som Kazaa og Napster i front.
Sidstnævnte vendte hele musikindustrien på hovedet i sin korte levetid som verdens ubetinget største og mest succesrige musikdelings-tjeneste.
Napsters eksplosive succes betød nemlig, at musikselskaberne forstod, at masserne ville have musikken ud på nettet. Og at der derfor kunne tjenes rigtigt mange penge på nettet, hvis musikselskaberne satte ind på den rigtige måde.
Forløsningen kom med Apples mega-succes, iTunes Music Store (som det hed dengang), der med sin sammenkobling med en af nyere tids største apparat-successer, iPod'en, en gang for alle beviste, at folk godt ville betale penge for musik på nettet.
Senere er en sværm af andre musikbutikker dukket op på nettet med varieret succes. Fælles for dem alle har været, at et musiknummer typisk har kostet omkring en dollar - eller mellem fem og 10 kroner - mens et helt album har kostet omkring 10 dollar.
Nu begynder næste fase - og prisen går ned, ned, ned
Nu tyder alt imidlertid på, at den for alvor får et hug nedad. Og faktisk nærmest nærmer sig et gratis-niveau.
Initiativet kommer i vid udstrækning fra de fire store musiksselskaber, der alle i netop denne tid har travlt med at indgå aftaler om deres fulde bagkatalog på mange millioner musiknumre med en hel stribe store distributører.
Om få dage lancerer Nokia således 'Comes with music'-tjenesten, der som idé er helt ny: Køb en Nokia-telefon og få ret til fuldstændig ubegrænset download af al den musik, du orker i et helt år. Og behold musikken bagefter.
Inden nytår ventes Sony Ericsson at lancere en tilsvarende tjeneste, som - ganske som Nokias tjeneste - primært bygger på de fire store musikselskabers musik-katalog.
Også MySpace er på vej med en tjeneste - MySpace Music - der med nøjagtig de samme bagkataloger tilbyder mulighed for at streame al den musik, som man gider. Forbrugerpris: Nul kroner.
Fællesnævneren for de pågældende aftaler, der vil blive fulgt af flere tilsvarende aftaler, er, at prisen per musiknummer er så lav, at forbrugeren vil opfatte hvert nummer som gratis - og altså dermed lige til at smide væk, når man ikke gider høre på det mere, fremfor at gemme det på en cd, en harddisk eller en mp3-spiller derhjemme. Man kan jo altid downloade det igen.
Til gengæld bliver volumen meget større, forventer musikselskaberne. Nokia solgte eksempelvis 120 millioner mobiltelefoner alene i andet kvartal af 2008 og vurderer selv, at der døgnet rundt, året rundt, bliver solgt 14 Nokia-telefoner i sekundet.
Milliarder og atter milliarder
Hvis blot fem af disse blev solgt under 'Comes with music'-konceptet med en anslået betaling på 200 kroner per telefon til musiksselskaberne, ville musiksselskaberne tjene 31,5 milliarder kroner om året alene på aftalen med Nokia, der i dag sidder på omkring 40 procent af det globale mobil-marked.
Hertil kommer lignende aftaler med de øvrige musik-distributører, der vil følge i kølvandet på de nye aftaler mellem musikselskaberne og Nokia, Sony Ericsson og MySpace.
Der er med andre ord stort potentiale for at få et så stort volumen, at den samlede indtjening for musiksalget på nettet vil kunne holde luft, selv om hvert musiknummers salgspris bliver sænket til næsten gratis.
Hertil kommer, at det kræver netværk og masser af mobil båndbredde at downloade musikken. Og det kræver opgradering af infrastruktur og andre ting, som mobilselskaberne også er involveret i.
Salget af digital musik er fortsat lillebror hos musikselskaberne og udgjorde i 2007 under 20 procent af det samlede salg. Men ingen er i tvivl om, hvad vej vinden blæser. Den blæser med de digitale vinde og væk fra cd-land med en ganske frisk brise.
Det åbne spørgsmål er nu, om det bliver de egentlige musikproducenter - nemlig komponister og musikere - der kommer til at betale gildet, når værdien af hvert enkelt musiknummer bliver udhulet.
Eller om den samlede musikbranche op gennem alle led formår at sætte nye produkter ind som erstatning eller supplement for de gamle produkter i takt med, at prisen falder.
Efter de første års tumlen rundt med hovedet under armen tyder alt under alle omstændigheder på, at nettets gigantiske potentiale for at sælge den samme vare globalt i enormt volumen og med minimal indsats for alvor er gået op for de store musikselskaber.
It har med andre haft sit indtog i musiksselskaberne.
Og den erkendelse kan meget vel vise sig at blive driv-akslen i en ny musik-revolution på nettet: Den tredje efter først Napster og dernæst iTunes Music Store.
