Hvis du er bange for, at din telefonregning ryger helt ned i det røde felt på udenlandsrejserne, så kan du med fordel benytte din laptop som telefon.
Det gør ingeniørassistent ved DTU og tidligere medlem af Dansk Dataforenings (Dansk IT siden 2002) teleudvalg Andreas Szekacs, når han rejser til Ungarn et par gange om året.
"Jeg bruger en tysk VoIP-udbyder for udgående samtaler, og jeg har et offentlig ungarsk VoIP telefonnummer for indgående opkald, som kan kaldes for ungarsk lokaltakst, som virker alle steder, hvor der er internet," forklarer han til Computerworld.
Hagen ved denne metode er dog, at man mister sit danske nummer i den periode, hvor man befinder sig i udlandet.
"Det er meget vigtigt for mig, at lokale telefonbrugere også kan ringe til mig for indenlandsk takst, og begge parter derved undgår høje udlands- og roamingtakster. I denne forbindelse er det ligegyldigt for mig, at jeg har et andet telefonnummer end det danske," forklarer Andreas Szekacs.