Computerworld News Service: Teknologikonsulenter fortalte onsdag embedsmænd fra New York City, at et offentligt Wi-Fi system ikke er en god ide, på baggrund af erfaringer fra andre store byer.
Repræsentanter fra det Chicago-baserede Diamond Management and Technology Consultants foreslog i stedet alternativer til at udvide byens internetadgang via bredbånd.
En rapport fra Diamond Managament vil blive gennemlæst i de kommende uger af byens Bredbåndskomite, borgmester Michael Bloomberg og byrådet i New York City, ifølge embedsmænd fra byen.
Behov for bedre internetadgang
Viceborgmester for økonomisk udvikling Robert Lieber, som var til stede under præsentationen, udtaler at Bloombergs administration har gjort det til en prioritet, at "finde den mest effektive og realistiske metode til at øge New Yorkernes adgang til bredbånd."
Robert Lieber fortæller, at komiteen og embedsmænd fortsat arbejder på at fastlægge hvordan både den offentlige og private sektor kan bidrage til at udvide adgangen til bredbånd i byen.
Tidligere har embedsmænd foreslået at udbydere i byen skulle betale til en teknologifond, som blev oprettet for at hjælpe med finansiere installationen af fiberoptiske tjenester i byen.
Faktisk har Verizon Communications allerede bidraget med 4 millioner dollars, svarende til små 20 millioner danske kroner, ifølge Robert Lieber.
På offentlige områder
Konsulenternes undersøgelse konstaterer, at New York for det meste er på højde med andre store byer i USA, når det kommer til udbredelsen af bredbånd.
Samtidig erkender rapporten dog, at internetbrugen blandt lavt lønnede New Yorkere er begrænset, og at det også kunne være bedre i industrielle områder.
Grundet den lave efterspørgsel og store udgifter, forbundet med trådløse netværk i andre store byer, mener konsulenterne ikke at et netværk, som dækker hele byen, er hensigtsmæssigt. Dog foreslår de at oprette Wi-Fi hotspots i offentlige områder, som eksempelvis i byparker.
Nogle af New Yorks store parker, inklusiv Central Park på Manhattan, er allerede udstyret med Wi-Fi adgang til de besøgende.
Oversat af Jens Genders