Computerworld News Service: Intel er ved at udvikle mere end 15 system-on chips baseret på x86 kernen, som findes i Intels Atom chip og i enheder med mobilt internet samt lavpris bærbare.
Ved at bruge kernen fra Atom prøver virksomheden at øge ydelsen og sænke strømforbruget i de nye chip, lyder det fra Gadi Singer, vice president for Intels mobility gruppe.
Acceleration
Information og underholdningscentre i eksempelvis biler vil være meget større og kræve højhastighedsforbindelse til internettet, så de anvendte chip er nødt til at levere bedre ydelse per watt, fortalte Singer.
De nye chi vil inkludere undersystemer, som kan accelerere applikationer til video og sikkerhed.
Intel har allerede meddelt, at virksomheden arbejder på en Atom-processor med kodenavnet Moorestown, som forventes på markedet i perioden 2009-2010.
Platformen inkluderer en SOC (System on Chip) med kodenavnet Lincroft, der er baseret på en 45-nanometer Atom-kerne.
Virksomheden er også ved at udvikle chip, der er baseret på Atom-kernen til set-top bokse inklusive Canmore, som vil blive introduceret senere på året, samt Sodaville, der er sat til lancering næste år.
Må arbejde for markedsandel
Selvom det strømbesparende design passer godt til mobile enheder, kommer Intel ind på markedet som en udfordrer og ikke som en etableret spiller, fortæller Nathan Brookwood, analytiker fra Insight 64.
"Spørgsmålet for Intel er, om selskabet kan begynde at udnytte dets tilstedeværelse i softwaremiljøer og den tekniske ekspertise forbundet med x86, og dermed arbejde sig ind på Arm," siger Nathan Brookwood.
Mange andre arkitekturer, inklusiv PowerPC, som bliver brugt af Freescale og Motorola, og MIPS (million instructions per second), som bliver brugt af Broadcom, er stærke spillere på dette marked. PowerPC arkitekturen har en stærk tilstedeværelse i tele- og autobranchen, fortæller Nathan Brookwood.
Selvom Intel har været en spiller indenfor embedding i 30 år, har virksomheden haft problemer med platform og kompabilitet, forklarer Doug Davis, vice president for Intels digitale enterprise gruppe.
Erfaring fra tidligere
Intels tidligere XScale chips, som blev bygget med Arms kerne, påvirkede virksomhedens evne til selv at lede, med sin egen arkitektur, fortæller Doug Davis.
Firmaet solgte til sidst den håndholdte processor til Marvell Technology for 600 millioner dollars i 2006.
Ved at implementere Intel arkitektur i de nye chips, vil Intel kunne levere kompabilitet og standardisere softwaren, for brug på tværs af flere enheder, siger Doug Davis.
Virksomheden har også annonceret otte SOC til set-top bokse onsdag. EP80579 chips, lavet med Pentium M kerne, kører mellem 600 MHz og 1,2 GHz, integrerer en hukommelsesstyring, og bruger mellem 11 og 21 watt. Pentium M arkitekturen blev brugt til at udvikle disse chips, da designet var tilgængeligt under udviklingen. Fremover vil alle SOC blive udviklet med Atom processor kerne.
Oversat af Jens Genders