I morgen, onsdag 24. september, på Axelborg i hjertet af København, kårer Computerworld Danmarks bedste it-virksomhed.
Det er 13. år i træk, Computerworld laver Top 100-magasinet, hvor tal fra virksomhedernes regnskaber indgår i en omfattende analyse af Danmarks 100 bedste it-virksomheder.
I år er knap 400 it-virksomheder med en omsætning på over 20 millioner kroner med i analysen.
De nominerede
til den fornemme titel som Danmarks bedste it-virksomhed er:
• Conscia
• e-Boks
• IT Factory
Udover den samlede vinder bliver der også uddelt en pris til den bedste virksomhed med en omsætning mellem en halv og en milliard kroner i sværvægtsklassen. Her er de tre nominerede:
• Microsoft Danmark
• SAP Danmark
• Telia Stofa
I gruppen af virksomheder med en omsætning over en milliard kroner er de nominerede til titlen som 'Årets supersværvægter':
• IBM Service Delivery Center
• SimCorp
• YouSee
Afprøvet metode
Danmarks bedste it-firmaer bliver rangeret på baggrund af et gennemsnit af fire udvalgte målepunkter:
- vækst i omsætning.
- afkastningsgrad.
- overskudsgrad.
- effektivitetsgrad defineret som resultat af primær drift per ansat.
Modellen bliver jævnligt efterset, justeret og godkendt af tre uafhængige regnskabseksperter: Søren Jagd (lektor, RUC), Kristian Hjulsager (kontorchef, Danmarks Statistik og forfatter til flere lærebøger i årsregnskabsanalyse) og Jørn Ravn Elkjær (seniorforsker på Det kongelige Bibliotek og forfatter til lærebøger i regnskabsvæsen og økonomistyring).
Til kåringshowet vil også Danmarks bedste softwarefirmaer, hardwarefirmaer, it-servicefirmaer og it-afsætningsfirmaer blive hyldet.
Her på cw.dk og top 100-sitet vil du naturligvis kunne følge med i kåringen.
Analyser af branchen, sammenligninger af konkurrenter og segmenter i markedet vil sammen med interview, portrætter og et omfattende datamateriale blive offentliggjort efter konferencen.