Direktøren er fyret, og endnu en tillægsaftale med en ny tidsplan er indgået med leverandøren af det digitale rejsekort.
Konsortiet East-West Denmark, der er ejet af Thales med 80 procent og Accenture med 20 procent, satser nu på, at hele Sjælland er dækket af rejsekortet i 2010.
I slutningen af 2008 får testområdet mellem Taastrup og Holbæk glæde af kortet, og fra januar 2009 skulle det også rent faktisk være muligt for kunderne i det område at betale for turen elektronisk.
Og så Sydsjælland
I slutningen af 2009 er Sydsjælland også med. Derefter kommer Vestsjælland til i forsommeren 2010, og fra efteråret samme år slutter Hovedstaden sig til rejsekortsystemet.
I Jylland sker der også noget i efteråret 2010. Først i Nordjylland, og dernæst vil DSB's stationer på Fyn og i resten af Jylland stå klar. Planen er, at resten af busserne i Jylland er klar til at tage imod kunder med rejsekortet i hånden i efteråret 2011. Såfremt planen denne gang holder.
Oprindelig var planen, at den elektroniske billet skulle være tilgængelig på hele Sjælland i løbet af 2008 og 2009. Det mål blev ikke nået, fordi leverancen fra East-West var forsinket blandt andet på grund af en overordentlig kompleks kravspecifikation.