Da Steve Jobs i går præsenterede den nye iPhone, præsenterede han samtidig en halvering af prisen på telefonen.
En iPhone med otte gigabyte lagerplads kan således erhverves for 200 dollar svarende til mindre end 1.000 danske kroner.
Et meget aggressivt udspil, der kan være med til at forskyde prissætningen i hele branchen og give billigere mobiltelefoner til danskerne.
En teleanalytiker er overbevist om, at det vil presse de øvrige producenter, hvis Telias abonnement og salg af iPhone kommer til at ligge lavere end konkurrenternes priser, hvilket Steve Jobs udspil kunne tyde på bliver tilfældet.
"Det vil udhule de øvrige producenters markedsandele," lyder det fra Brian Troelsen, der er senior analytiker i IDC.
"Apple vil gerne have flere kunder med på vognen, og det gør de ved at sænke prisen. Det kan få konsekvenser for de øvrige på markedet," siger han.
Prisen er stadig hemmelig
Telia, der skal forhandle iPhone i Danmark, klapper i som en østers, når snakken falder på prissætningen af iPhone i Danmark.
"Det oplyser vi ikke endnu," siger Rune Fick Hansen, som er pressechef i Telia.
Den markante prisnedsættelse, som Steve Job præsenterede i går, vil dog også få effekt i Danmark, lyder det fra Telia-manden.
Den konkurrerende mobilproducent LG siger, at det stadig er for tidligt, at tale om prisnedsættelser af firmaets produkter, men man er meget opmærksom på udviklingen.
"Vi kan blive nødt til at følge med ned, men der er ingen umiddelbare planer," siger Allan Andersen, som er salgschef for LG’s mobiltelefoner i Danmark.
iPhone kommer på det danske marked 11. juli.