Det er sjældent, it-ledelsen går så langt som til at kalde brugernes log on-proces for et helvede.
Men det gør strategi- og udviklingschef Asger Søndergård Olesen fra Region Hovedstadens Koncern IT, når han skal beskrive situationen på regionens sygehuse.
Kodeord i massevis og lange starttider er et par af de problemer som giver læger, sygeplejersker og andre personalegrupper grå hår i hovedet på sygehusene.
Det vil Region Hovedstaden løbende rette op på i de næste to til tre år.
"Det fylder virkeligt meget, personalet er i forvejen presset og der er ikke nok tid, og så er det faktisk rimeligt at kalde det noget nær et helvede. En af de ting, der virkelig er belastende, er, at læger og sygeplejersker har fået flere og flere systemer, de skal logge ind i," siger han.
Der har været en stigende kritik fra læger og sygeplejersker, der nogle steder bruger en halv time i løbet af en arbejdsdag alene på at logge ind, søge efter patienter i systemet og vente.
"Nogle af lægerne har taget tid på det, når de skal ind i det ene system efter det andet. Det er virketlig belastende, fordi der er så meget spildtid," siger Asger Søndergård Olesen.
Derfor har regionen sat log inpå toppen af dagsordenen, og det skal være slut med de mange forskellige adgangskoder.
"Det skal vi rydde op i, vi har en løsningspalette, som vi nu er i gang med," siger han.
Den største tidsrøver
De helt store tidsrøvere er at starte computere, adgangen til systemerne og finde den enkelte patients data gang på gang.
"Det helt basale og mest væsentlige, vi kan gøre med it i sygehusvæsnet de næste par år, er at begrænse de mange log ins og patientsøgninger," lyder det fra Asger Søndergård Olesen.
Kludetæppe af systemer
Region Hovedstaden har nu omkring 38.000 brugere på 800-900 it-systemer.
800-900 systemer, som gradvist skal knyttes til de nye loginløsninger. En af de nye løsninger er en portal, som i efteråret sættes i pilotdrift på Rigshospitalet. Forventningen er at udrulningen til resten af regionens 14 sygehuse begynder i 2009.
En anden portal er udbredt i halvdelen af regionen, og de to portaler vil sammen begrænse antal logins og patientsøgninger betragteligt.
"På denne måde kan vi løbende give bedre løsninger til personalet. Hver gang vi integrerer et nyt system ind i portalerne, begrænses antallet af logins," siger Asger Søndergård Olesen.
De mange kliniske it-systemer bliver knyttet til portalen i en prioriteret rækkefølge, som fastsættes af en systemledelsesgruppe sammensat af både hospitalsledelserne, personalet og regionens it-folk fra Koncern IT.
Region Hovedstaden arbejder samtidig med at skabe en sammenhæng til den digitale signatur.
"De systemer, vi arbejder med uden for regionen, har vi jo ikke kontrol over, men det skal personalet ikke bekymre sig om. Det skal kobles sammen, så digital signatur hænger sammen med regionens brugerstyringssystem," siger Asger Søndergård Olesen.
Det er en opgave, som strategi- og udviklingschefen dog understreger er meget stor, blandt andet fordi den digitale signatur stadig udvikles.
Læs mere i Computerworlds trykte tillæg om digital sundhed i dag.