Det danske it-folk kunne i 2007 hæve armene i vejret – der gik nemlig flere penge ind på bankkontoen sammenlignet med 2006.
I hvert fald, hvis man var medlem af Prosa.
Ifølge fagforeningens seneste lønstatistik steg medlemmernes løn inklusiv pension, ferie og bonus i gennemsnit med 6,36 procent sidste år.
Renset for anciennitet landede lønstigningen på 4,17 procent.
Der er dog stadig store regionale forskelle – en it-ansat i Østdanmark med 20 års erfaring får nemlig godt 10.000 kroner mere om måneden end en tilsvarende stilling giver i Vestdanmark.
Prosa peger på, at det kan skyldes, at mange it-selskaber har hovedkontor og dermed ledelsen placeret i Østdanmark, hvilket er med til at øge gennemsnitslønnen.
Forskelle indsnævres
Samtidig viser opgørelsen fra Prosa, at 70 procent af medlemmerne i dag har seks ugers ferie, hvilket er en stigning på to procentpoint fra forrige år.
Derudover er alle offentligt ansatte samt 88 procent af de privatansatte medlemmer nu omfattet af en pensionsordning, og 29 procent af de privatansatte har ligeledes en bonusordning.
Opgørelsen viser også, at lønforskellen mellem drift- og support og programmering og udvikling er ved at forsvinde.
Prosa peger som forklaring på, at man tidligere havde sine egne programmører til at udvikle programmerne, mens man i dag oftere køber færdige produkter. Så nu er driften lige så vigtig og krævende, at det sætter sig igennem på lønudviklingen, lyder det fra Prosa.