At købe annoncer på Google, det kan være en super dårlig forretning, hvis man ikke tænker sig om.
Der er mange faktorer, der afgør placering og pris, og en af dem er, hvor godt man har lavet sine landingssider, altså de sider brugerne lander på, når de klikker på annoncerne.
En af de vigtige ting, når man køber adwords, er, at de annonceord, man køber, også fremgår på landingssiderne. Det undersøger Google med jævne mellemrum, og fremgår de ikke, så bliver man straffet.
Så køber jeg for eksempel ordet spamfilter, og jeg på landingssiden bruger ordet spamblocker, så sætter Google prisen kraftigt i vejret for min annonce. Med andre ord kommer jeg simpelthen til at betale flere penge for de samme besøgende.
Googles stramme regler
Årsagen er, at mange annoncører køber ord, der ikke relaterer sig til deres annoncer, og det kan godt være rentabelt for nogen. Men det er Google træt af, og har simpelthen lavet nogle regler, der siger, at de annoncer, man køber, skal have meget stor relevans for de sider, de rammer på. Det er for så vidt meget fornuftigt.
På de sider er det en rigtig god idé at have en privacy-policy, for det undersøger Google, om man har. Det giver lidt ekstra point, at der er kontaktinformationer, eller i hvert fald links til kontaktinformationer. Hvis der kræves login til siden, kan det også rate en ned.
Ord og indhold SKAL passe sammen
Hvis man for eksempel skilter med gratis ting i annoncen, så skal man sørge for, at der rent faktisk er gratis ting på landingssiden. Dertil er det vigtigt, at man ikke har pop-ups eller pop-unders, at der ikke er teknologi, der ændrer brugerens browser, og at man ikke tvinger folk til at downloade noget mv.
I det hele taget kan man forvente, at søgemaskinerne i større og større omfang vil slå ned på adfærd, som brugeren ikke kan lide. Så tænk hele tiden over, når du køber annoncer og vælger annoncetekster og ord, at de brugere, der søger på de ting, vil finde relevans i det i forhold til dit website.
Mange landingssider
Vil du genere dem på nogen som helst måde. Hvis det er tilfældet, at du vil genere dem med vilje, at du ved, at nogle brugere bliver vrede over et eller andet, eller at du godt ved, det ikke er helt relevant og så videre, så skal du bare være klar over, at det kan skade dine e-kampagner i meget høj grad. Der skal være overensstemmelse mellem det, du skriver i annoncen og det, man lander på, når man klikker på den.
Det kan godt betyde, at du skal oprette 20-50 forskellige landingssider, at du skal lave 30-50 forskellige kampagner, hvilket selvfølgelig er dødirriterende. Men når det så er sagt, så konverterer den slags altså også meget bedre. Så enten kan du lade være at betale formuer for meget lidt, eller også kan du lave det stykke arbejde og konvertere uendelig meget mere, og få god markedsføring meget, meget billigere.
Martin Thorborg er medstifter af Spamfighter, adm.dir. og stifter af Amino.dk samt forfatter til en bog om effektiv e-handel.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.