Microsoft har bedt EU-retten om at sløjfe eller reducere den bøde på 6,7 milliarder kroner, som selskabet blev tildelt 27. februar for ikke at leve op til en antimonopol-aftale fra 2004.
"Vi indgiver denne anke i et konstruktivt forsøg på at opnå klarhed fra domstolen," skriver virksomheden i en e-mailudtalelse.
Microsoft vil ikke kommentere sagen yderligere.
Microsoft begyndte endelig at overholde EU's antimonopol-afgørelse – som oprindeligt angik, at Microsoft inkluderede Windows Media Player med styresystemet Windows – sidst i oktober 2007.
Bøder på 12 milliarder
Microsoft havde kæmpet i adskillige år for at få annulleret den oprindelige dom og den dengang tilkendte bøde på omkring 3,7 milliarder kroner, men tabte ankesagen i september 2007.
Da EU pålagde den seneste bøde, som var for ikke at efterleve antimonopol-kravet indtil 22. oktober 2007, udtalte Microsoft at, selskabet ville gennemgå sagen.
Bøden fra februar straffer Microsoft for ikke at åbne protokoller til at kommunikere med dens software – især styresystemet Windows – til opensource-udviklere, til hvad EU-Kommissionen anser for en rimelig pris.
Den seneste bøde kommer under en uge efter, at Microsoft prøvede at tilfredsstille kommissionen ved at iværksætte gennemgående ændringer i måden, den vil give tredjeparter adgang til protokoller i dens Windows og Office-produkter.
Begrænset tålmodighed med Microsoft
Planen, som Microsofts CEO, Steve Ballmer kalder 'betydelige ændringer', i hvordan virksomheden deler information, indebærer offentliggørelse på dens website af dokumentation til API'er og kommunikationsprotokoller, der bruges af store produkter såsom Windows klient- og serverstyresystemerne, Office og andet forretningssoftware.
Siden februar har Microsoft offentliggjort titusindvis af siders dokumentation af protokoller online og gjort dem frit tilgængelige for udviklere.
Virksomheden har udtalt at ville fortsætte ad denne vej for at fremme en bedre indbyrdes kompatibilitet mellem sine produkter og tredjepartsprodukter.
Indtil videre er Microsoft blevet pålagt antimonopol-bøder fra EU på sammenlagt over 12 milliarder kroner.
Ekspert tvivler
Men ekspert i konkurrenceret Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet tvivler nu på, at Microsoft vil få stort held med anken.
"Jeg kan ikke lige forestille mig, at de vil nedsætte bøden," siger han.
Peter Vesterdorf, som i øvrigt er bror til EF-dommer Bo Vesterdorf forklarer, at tålmodigheden med Microsoft i EU formodentlig er ved at slippe op.
Her henviser han til, at selskabet ikke har reageret specielt hurtigt på henstilinger fra det europæiske fællesskab.
Stort selskab
Microsoft er verdens største softwarefirma.
Selskabet havde i 2007 en omsætning på 51 milliarder US dollars og 79.000 ansatte i 105 lande.
I Danmark arbejder flere end 400 personer.
Der findes ingen offentlige opgørelser over Microsofts markedsandele i Danmark.
Den fælles offentlige indkøbsaftale, SKI, nægter eksempelvis at oplyse, hvor meget hvert it-selskab omsætter for i det offentlige.
Dele af artiklen oversat af Thomas Bøndergaard