Artikel top billede

(Foto: gratis /)

Sam Palmisano skal vidne i dansk kartel-sag

Flere topfolk fra IBM og A.P. Møller - Mærsk står på listen over vidner, som fagforeningen Prosa vil indkalde i retssagen om en hemmelig jobkartel-aftale mellem de to selskaber.

En af verdens absolutte topledere, IBMs internationale topchef Sam Palmisano, der står i spidsen for it-gigantens 380.000 medarbejdere, er blevet indkaldt som vidne i en dansk retssag.

IBM Danmarks administrerende direktør, Lars Mikkelgaard-Jensen, og tidligere personaledirektør Oskar Rosendal fra A.P. Møller - Mærsk er også på listen over vidner, som it-fagforeningen Prosa vil indkalde i jobkartel-retssagen, hvor den fyrede it-sikkerhedskonsulent Claus Bobjerg Juul forlanger 199.000 kroner i erstatning for angiveligt at have været underlagt en jobkartel-aftale mellem de to selskaber.

Computerworld afslørede i 2006 den hemmelige jobkartel-aftale mellem it-giganten og Danmarks største selskab.

Dengang kom det frem, at jobkartel-aftalen var indgået i forbindelse med IBMs overtagelse af Maersk Data, som A.P. Møller - Mærsk solgte for i omegnen af 3,5 milliarder kroner.

Efter afsløringen har it-sikkerhedskonsulent Claus Bobjerg Juul via Prosa lagt sag an mod sin tidligere arbejdsgiver IBM, fordi han blev hindret i at søge job uden hans vidende.

IBM fører ingen vidner

IBM vil ikke selv føre vidner. Derfor har Prosa måtte indkalde en række topfolk fra de to selskaber, forklarer fagforeningen.

"Vi skal have kastet lys over aftalen mellem de to virksomheder. Da IBM ikke selv har tænkt sig at bidrage, må vi jo indkalde de relevante personer, der har kendskab til aftalen," siger leder af den juridiske afdeling, Hanne Lykke Jespersen, fra Prosa.

Hun forklarer, at Sam Palmisano ifølge flere medier var på besøg i Danmark, da aftalen blev indgået mellem de to selskaber.

"IBM forekommer at være en meget topstyret organisation. For eksempel ser det klart ud som om beslutningen om at afskedige Claus Juul kom fra den internationale topledelse," siger hun.

Desuden må personaledirektør Oskar Rosendal, som tidligere personaledirektør hos A.P. Møller - Mærsk fra 2001 til 2006, have kendt til hvordan aftalen er udmøntet, forklarer hun.

Det samme mener Prosa, at den danske direktør Lars Mikkelgaard-Jensen må have gjort.

"Handler i den størrelsesorden må både den danske og internationale chef være inde over. Det samme gælder etiske principper for indholdet af aftaler. Det er jo en internationale virksomhed," mener Hanne Lykke
Jespersen.

Vil landsretten acceptere vidnerne?

Hanne Lykke Jespersen anser det for "højst sandsynligt", at landsretten accepterer Prosas vidner.

"Der er ikke tradition for at få afvist vidner i danske retssager," siger hun.

Hun forklarer desuden, at Sam Palmisano ikke nødvendigvis skal på visit i Danmark igen for at deltage i sagen, i det der er mulighed for videoafhøring.

Hun forventer, at dommen falder i løbet af efteråret og i hvert fald inden årsskiftet.

Juul og Palmisano på kollisionskurs

Uanset om Sam Palmisano skal møde op i retten eller forholde sig til sagen via videoafhøring, får Claus Bobjerg Juul opfyldt et ønske.

Han ville nemlig gerne høre topchefen fortælle om den danske jobkartel-aftale lever op til IBMs internationale kodeks og værdier.

I Norge mener landechefen ikke det er tilfældet.

Men for at få opklaret moderselskabets stilling tog Claus Bobjerg Juul til generalforsamling hos IBM i USA, men
fik ikke lov at tale med topchefen.

Det medførte dog kun, at der i hans fyreseddel fra IBM var to konkrete henvisninger til artikler her på Computerworld.dk, hvor han udtalte sig om USA-besøget.

En fyreseddel Prosa altså mener, kommer fra USA.

Fyringen for illoyalitet var dog ikke berettiget, i hvert fald valgte IBM at betale fuld erstatning til Claus Bobjerg Juul.

Principiel sag

Udfaldet af den kørende retssag om hemmelige jobkarteller har principiel betydning og kan få økonomiske konsekvenser for IBM og potentielt hele it-branchen.

Alene hos IBM arbejder op mod 7.000 medarbejdere, og skal de alle ligeledes have en erstatning bare i nærheden af 199.000 kroner, bliver der tale om et milliard-beløb.

Listen over virksomheder, der har eller tidligere har indgået hemmelige jobkartel-aftaler, er lang.

WM-data havde for eksempel over 300 aftaler med kunder og leverandører.

CSC, KMD, Topnordic og Fujitsu Services er andre it-firmaer, der har indgået jobkartel-aftaler.

Og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har tidligere opfordret lønmodtagere og fagforbund til at sagsøge virksomheder.

"Det er bare om at komme i gang,? lød det fra ministeren tilbage i 2006, da Claus Bobjerg Juul og Prosa indledte sagen mod IBM.

Lov trækker ud

Prosa mener, at udfaldet i landsretten og måske senere Højesteret, har væsentlig aktualitet for lønmodtagere, uanset at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fremlagt en lov mod hemmelige jobklausuler.

For nylig fremlagde ministeren nemlig også et notat, der afslørede at nuværende hemmelige jobkarteller angiveligt ikke kan forbydes før i 2013.

Det skulle ifølge Justitsministeriet bero på Grundlovens regler om ekspropriation, der siger at det skal varsles fem år i forvejen.

Siden er både Claus Hjort Frederiksen og justitsminister Lene Espersen kaldt i samråd om sagen.

Det er Claus Hjort Frederiksens andet samråd i sagen og den tredje minister, der er inde over sagen.

Økonomi og Erhvervsminister Bendt Bendtsen bør også gå ind i sagen, mener oppositionen, da Konkurrencestyrelsen i årevis har vidst, at jobkarteller kan stride mod konkurrenceloven.

Men intet konkret er altså sket endnu fra politisk hold.

Derfor mener Prosa også at denne retssag er yderst vigtig.

"Den kan få stor principiel betydning," siger hun.

"Vi har fået mange ord om viljen til at stoppe hemmelige aftaler fra regeringen og dens støtteparti, men indtil videre er der kun kommet forslag, som tværtimod har gjort det lovligt. Vores retssag giver retten mulighed for at afgøre, at det faktisk ikke er i overensstemmelse med dansk ret, at lave sådanne aftaler bag om ryggen på de ansatte," siger hun.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra IBM. Læs mere på Computerworld.dk senere.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere