Mens IT- og Telestyrelsen er i gang med at beslutte, hvem der skal styre .dk-domænerne fremover, er de danske domænefirmaer ved at samle sig i en ny brancheforening.
Det skal fremme branchens indflydelse på den politiske proces, og gøre det muligt at tale med samlet røst.
Brancheforeningen, som har fået navnet DKRegistrar.dk skal fungere som et sted, hvor domænefirmaerne kan kommunikere internt, og tale deres sag udadtil.
”Jeg tror, vi har behov for at snakke sammen. I dag er der ikke noget decideret forum, hvor man snakker sammen,” fortæller Peter Larsen, som er initiativtager til brancheforeningen og manden bag GratisDNS.dk.
Bred opbakning
Flere af de større firmaer i Danmark, som sælger domæneløsninger webhoteller herhjemme, har allerede tilkendegivet interesse i en brancheforening.
Et af firmaerne er Ascio, som står bag Speednames, og her er der klar opbakning til en brancheforening.
”Vi tror det at bringe registratorerne sammen, og give dem en fælles platform, hvor de kan dele erfaring, og samarbejde med den danske administrator, myndighederne og det danske internetsamfund som helhed, er den bedste måde at forbedre domænemarkedet,” siger Francesco Cetraro, product manager hos Ascio.
FORTSÆTTES
Politisk indflydelse
Kendt koncept
I Norge og Sverige er lignende brancheforeninger allerede på plads med stor succes.
Peter Larsen tager i de kommende dage til Sverige for at hente inspiration og se, hvordan de gør hos den svenske brancheforening Registrar.se.
”Svenskerne har en model, som er ganske brugbar, og der er en gensidig respekt mellem dem og den svenske domæne-administrator. Og det tror jeg, er meget vigtigt,” siger Peter Larsen.
Vil med på råd
Et af målene for DKRegistrar skal være at få indflydelse på de beslutninger, som kommer til at berøre firmaerne.
Som det er i dag, har de ikke det store at skulle have sagt, og det mener Peter Larsen er forkert.
”Jeg føler efterhånden, at det er holdninger fra enkeltpersoner, der dominerer i dag, og det er måske ikke altid det samme, som vi oplever til hverdag. Det ville være meget bedre, hvis vi havde snakket om det i forvejen og havde mulighed for at påvirke debatten på den måde,” lyder det fra Peter Larsen.
Et muligt forestående emne, er udbuddet af .dk-domæne administrationen.
Frem til 1. juli skal IT- og Telestyrelsen vurdere de bud som er indleveret, og vælge hvem der skal have kontrollen over det danske landedomæne fremover.
”Vi mener bestemt, at vi kan bidrage til beslutningsprocessen og give førstehåndsoplysninger om det danske domænemarked. Og vi er naturligvis meget interesserede i at diskutere de planer, som kandidaterne måtte have og give feedback på de tilbud som er givet,” fortæller Francesco Cetraro.
Indtil videre er foreningen stadig i den tidlige opstartsfase, men indenfor de næste 14 dage håber Peter Larsen på, at brancheforeningen kan blive stiftet og komme i gang.