I Århus er de fremmeligste tænkere netop nu samlet til Innovation Labs NEXT no. 5 konference. Forskere, bloggere og erhvervsfolk fra ind- og udland deler ud af deres erfaringer og synspunkter. Fælles for dem alle er, at de er forrest indenfor deres respektive felter, og at de langt fra er færdige med at tænke nyt.
Temaet er 'Mindblowers'. Folk, som har taget skridt, der ligger ud over almindelige dødeliges fatteevne. Og det uden at gå alt for meget op i, om det nu overhovedet burde kunne lade sig gøre. De gjorde det bare.
Det er disse mennesker, som indenfor de næste årtier vil opfinde det, du ser i sci-fi film. Hvis de da ikke allerede har gjort det.
Talestrømmen er centreret omkring innovation, og hvordan man kan dyrke det inspirerende miljø, som avler kreative medarbejdere og idéer.
Man skal turde
Ifølge Michael B. Johnson, leder af Moving Pictures Group hos Pixar, handler det om at turde innovere. At finde det rigtige miljø, som fordrer den kreative tankegang.
”Det vigtigste er at finde en gruppe af mennesker, som du stoler på, og som du kan vise ting. Det sværeste er at finde dem tidligt, hvor du har brug for det,” fortalte Michael Johnson på konferencen, der bliver videotransmitteret live på nettet.
Med eksempler fra forskellige Pixar film som The Incredibles og Toy Story, forklarede og viste Michael Johnson, hvilke udfordringer de stod overfor, da der skulle animeres, hvor ingen havde animeret før.
Ideer skal have plads
For at kunne innovere og tænke ud over fastlagte strategier skal medarbejderne have luft og lov til at gå nye veje. Det var budskabet fra Jens Alder, direktør i TDC, som stolt fortalte om TDC's nye musiktjeneste og om, hvordan han gerne vil åbne døren for anderledes tankegang.
”Tricket er at kanalisere potentialet på en produktiv måde og knytte det til en strategi. Og så er den øverste ledelse nødt til at kommunikere ud, at medarbejderne har lov til at få idéer. At de ikke er begrænset af deres jobfunktion og så give dem lidt plads,” sagde Jens Alder.
Den første cyborg
Kevin Warwick, professor i cybernetics ved University of Reading i England, som har flere verdensrekorder på samvittigheden, herunder at være det første menneske, som har forbundet sit centralnervesystem med omverdenen, deltog også.
Hans vision er en fremtid, hvor enhver kan styre computere med tankens kraft, og hvor vi kan kommunikere med hinanden, direkte fra hjerne til hjerne, i stedet for via 'flaskehalse' som tale og skrift.
Udvikling under ansvar
Etik og sikkerhed kommer til at være en vigtig brik i fremtidens puslespil. Det var talerne enige om, og de indrømmede at det fyldte noget i deres hverdag.
Et eksempel er de høreimplantater, som i dag kan hjælpe hørehæmmede.
”Hvad er der til hinder for, at man får et høreapparat, som er bedre end almindelig, menneskelig hørelse,” spurgte Reginé Debatty, som blogger om teknologi på We-Make-Money-Not-Art.com.
For Kevin Warwick, som flere gange har implanteret chips i sin egen krop og på den måde opnået kontrol over robothænder på afstand, og endda sin kones hånd, er problematikken relevant.
”Det er klart, at det her kan bruges til både positive og negative formål,” erkendte Kevin Warwick.
Samtidig understregede han dog, at man ikke må lade sig bremse, bare fordi resultatet potentielt kunne udnyttes af ondsindede individer.