Uden vi tænker over det, bevæger fremtidens teknologi sig lige så stille og roligt ind i historiebøgerne, og bliver en del af vores hverdag.
Et af de bærende elementer i fremtidens teknologi bliver identificering.
For en helt fundamental nødvendighed, når mobiltelefonen skal få adgang til skræddersyede tjenester, eller bruges til at betale med, er at den kommunikerer med en unik nøgle.
Validering
En teknologi, som kan levere en sådan nøgle, er det såkaldte SIM Toolkit.
Hvor traditionelle SIM-kort er forbeholdt udveksling af information mellem mobiltelefonen og telefonselskabet, kan man med SIM Toolkit nå længere omkring.
Eksempelvis kan det bruges til at identificere telefonen på den hjemmeside, man besøger, og derved opnå en reel validering fra tredjeparts side.
”Hvis du forestiller dig det her trukket helt ud i yderste konsekvens, og SIM Toolkit’et bruges i sin fulde udstrækning, så vil en applikationsudvikler kunne give dig et nøjagtigt kort, med et kryds hvor du er,” fortæller Torben Rune, teleanalytiker hos Netplan.
Han forudser, at man med SIM Toolkit’et kan fremsende telefonens nummer, den aktuelle sendemast og – forudsat telefonen er udstyret med GPS – telefonens nøjagtige position.
På den måde kan udviklerne bag en tjeneste opnå en meget høj grad af identifikation, og skræddersy din oplevelse med stor præcision.
”Han ved præcis, hvem du er, han kan give dig adgang til bankinformationer eller tilsvarende. Han kan give dig adgang til alt mellem himmel og jord,” siger Torben Rune.
En bankapplikation vil nødvendigvis stadig kræve indtastning af eksempelvis en PIN kode, men den umiddelbare identitet, som ellers kræver digital signatur eller lignende, foretages altså ved kommunikation mellem selve SIM-kortet og banken direkte.
GPS & Galileo
GPS 2.0
For at kunne tilbyde en tjeneste, som er tilpasset nøjagtigt efter din mobiltelefons position, er det nødvendigt med en højere grad af præcision.
Det nuværende GPS-system, som blev udviklet og vedligeholdes af USA, har en nøjagtighed på mellem fem og 15 meter.
Da GPS oprindeligt blev udviklet til militær navigation, er der flere funktioner, som stadig eksisterer, og som kunne give problemer i den civile verden.
Det har fået EU til at lancere et nyt system, Galileo, som frem til 2013 vil opsende 30 satellitter, som kan supplere det amerikanske system.
Systemet, som er opkaldt efter den italienske astronom Galileo Galilei, indgår ikke i GPS systemet, men er i stedet et sideløbende netværk.
Mere nøjagtigt
Det udvikles dog til at kunne samarbejde med GPS, og modtagere vil derfor kunne drage nytte af begge systemer på samme tid. Rusland og Kina har også planer om at udvikle tilsvarende systemer, som er undervejs.
En stor fordel ved Galileo systemet bliver en endnu højere nøjagtighed. Ved at kombinere signalet fra satellitter med positionen på jordbaserede stationer, vil man kunne opnå en nøjagtighed på helt op til 10 cm.
”Hvis du får sådan noget ind i en mobiltelefon, så er det lige før, at den faktisk kan kobles sammen med styringen af din bil, sådan at du faktisk på millimeter kan parkere bilen ved en kantsten. Det er jo altså noget, man aldrig har set før, hverken i navigation eller nogen anden sammenhæng,” fortæller Torben Rune.
Visuelt opslagsværk
Mens navigation får en stadig stigende plads i vores hverdag, vil mobiltelefonen også kunne hjælpe på shoppingturen.
Mens det vrimler med online tjenester, som lynhurtigt kan sammenligne priser på tværs af forhandlere, og vise os hvor der er mest at spare, er den slags normalt forbeholdt planlagte indkøb.
Hjemme fra stuen er det nemt at slå prisen op på en taske eller bog, men ude i butikken, en hektisk lørdag formiddag, er den en helt anden sag. Men mobiltelefonen er udrustet med et redskab, som her kan være en stor hjælp: kameraet.
I Japan kan man pege sit kamera mod en stregkode og straks få en pris på tilsvarende produkt, via telefonen.
Det hele fungerer automatisk, og brugeren kan let og hurtigt finde den billigste leverandør.
Hvis man kombinerer det med lokalitetsbaserede filtre, er det således muligt at begrænse resultaterne til forhandlere i nærheden. Prissammenligning vil altså ikke længere være forbeholdt nethandel og veltilrettelagte ture i indkøbscenteret.
En fremtidig udgave af den slags software kan vise sig at være yderst effektiv. Baseret på dine personlige præferencer, og dit hidtidige indkøbsmønster, kan sorteringsprocessen målrettet præsentere tilbud og informationer som passer til lige netop din smag.
”Det kan være en række af shoppingrelaterede ting, som benytter sig af at vide, dels hvor man er, og dels hvad man er i nærheden af. Og så vise produkter som man bevidst eller ubevidst er på jagt efter,” fortæller Preben Mejer fra Innovation Lab.
Shopping teknologi
Tilpasset din rytme
Den profilbaserede shopping kan få endnu en dimension, hvis softwaren begynder at tage højde for dine vaner, og det sted du befinder dig i på et givent tidspunkt.
”Det kan være i form af en slags dobbelt målretning, der kombinerer information, som er relevant for dig, i den situation du befinder dig i lige nu, med dit behov lige nu,” siger Preben Mejer.
Tilføjelsen af kontekst åbner op for en helt ny slags tjenester, som udvikler og ændrer informationerne i løbet af dagen.
”Det kan eksempelvis være, at den information du får, varierer hen over dagen, så du omkring spisetid får vist restauranter, mens du senere på aftenen får et andet sæt informationer, som biograf- og kulturinformationer,” forklarer Preben Mejer.
Avanceret shopping
En anden teknologi, som inden længe vil være tilgængelig, er Nokias såkaldte Point & Find koncept. Idéen er at trække den funktionalitet vi kender fra internettet, med links på relevante ord ud i den fysiske verden.
Selvom mobiltelefonen ved, hvor vi er og gør information om de omkringliggende elementer tilgængelig, er der en udfordring i at kunne filtrere korrekt. Telefonen ved nemlig ikke, hvad det er vi kigger på. Og her kan mobiltelefonens kamera være en hjælp.
Ved at pege kameraet på det, vi ser, vil telefonen kunne genkende bygninger, genstande og måske en dag også ansigter. Kernen i konceptet er en teknologi som kombinerer GPS systemer med avanceret billedgenkendelse.
Resultatet kan så knyttes til relevant information, hentet ned fra internettet og præsenteret i et let overskueligt format.
Eksempelvis vil du kunne pege kameraet mod en filmplakat.
Telefonen ved at du befinder dig i en biograf, og så skal den bare identificere plakaten. Herefter kan du blive præsenteret for en trailer for filmen, anmeldelser og de kommende visninger i biografen. Du vil endda kunne bestille en billet uden nogensinde at skulle stå i kø.
Point & Find vil, ifølge Nokia, blive introduceret på markedet i løbet af 2008.