New York: Lige nu er de sociale netværk som Facebook, MySpace og andre det hotteste emne internationalt.
På den internationale new media konference Media Summit 2008 i New York har alle øjnene stift rettet mod det faktum, at millioner og atter millioner af brugere frekventerer de sociale netværk.
Også online video-udbyderen Joost har justeret strategien efter de nye tendenser.
"De sociale netværk bliver afgørende for, hvad brugerne finder af video: nemlig hvad ser vennerne?," sagde Henrik Werdelin, kreativ direktør på Joost på Media Summit 2008.
Bag Joost står Skype-milliardærerne Janus Friis og Niklas Zennström med en vision om at tilbyde brugerne højkvalitetsfjernsyn over nettet.
Sociale mekanismer
"Vi er nødt til at konstruere sociale mekanismer for at få brugerne til at se bestemte udsendelser. Måske en besked om at nu har 86 af deres venner set det her program om pingviner. Normalt vil jeg ikke se en udsendelse om pingviner, men hvis 86 af mine venner virkelig har set det program, så kan det være, at jeg også vil se det," sagde Henrik Werdelin.
Joost har blandt andet arbejdet sammen med det sociale netværk Facebooks kontroversielle Beacon-system, der sporer brugernes adfærd på nettet.
Indtil nu er Joost blevet downloadet fem millioner gange, men en række eksperter og branchefolk vurderer, at brugerne er ved at tage lange videoer-online til sig.
"Youtube lærte folk at se video over nettet og nu er døren sparket ind til et nyt marked," sagde Justin Chapweske, direktør for en af Joosts konkurrenter i USA, Swarmcast.