Udstyr med faciliteter til Deep Packet Inspection og traffic shaping er allerede installeret i mange internetleverandørers netværk verden over.
For tiden anvendes det mest til kapacitetsplanlægning, trafikanalyse og lettere regulering af netværkstrafik, men udstyret rummer potentialet til en effektiv blokering af uønskede websteder og uønsket trafik.
I Danmark er Tele2 blevet beordret til at blokere adgang til The Pirate Bay, fordi The Pirate Bay ifølge retten primært udbyder piratkopieret materiale.
Kan gøres mere effektivt
Blokering af websites som The Pirate Bay vil kunne gøres mere effektivt, hvis man bruger intelligensen i netværket frem for blot at fjerne DNS-information.
“Blokering af The Pirate Bay sker i dag ved, at man har blokeret for DNS-opslag. Med Deep Packet Inspection kunne man identificere et bestemt mønster for Pirate Bay, for eksempel logoets grafikfil. Så kunne man oprette en regel, der lukkede en session ned, så snart man ser det logo,” siger Nicolai Sølling, teknisk chef hos Juniper Networks.
Det vil også forhindre adgang til såkaldte mirror-sites, der spejler et websites indhold. Eksempelvis blev websitet wikileaks.org for nyligt DNS-blokeret, da websitet indeholdt dokumenter om en schweizisk banks deltagelse i pengevask og skatteunddragelse.
Da wikileaks er spejlet i en lang række lande, fik blokeringen reelt ikke den store effekt.
Hvis man i stedet havde valgt at blokere for dokumenternes datapakker, ville blokeringen være mere effektiv.
Teknologien kan dog endnu ikke skalere til den slags internetbrug.
“Teknologien er på vej. Problemet er, at jo længere man kigger ned i pakkerne, jo mere tid skal der bruges. En almindelig router ser kun på kilde- og destinationsadresse. Derfor kan den switche en datapakke lynhurtigt. En firewall kigger ud over kildens og destinationens IP-adresse også på portnummer. Allerede der er der ekstra databehandling, som tager tid,” forklarer Nicolai Sølling.
FORTSÆTTES
Sådan speeder man behandling af datapakker op
For at speede behandlingen af datapakkerne op, lægger Juniper inspektionen ned i hardware-kredsløb på ruterne eller såkaldte ASICS (Application Specific Integrated Circuits).
“IPS-platformen er skaleret til at kigge dybt i pakkerne meget hurtigt. Der foregår meget CPU-processering. Juniper lægger databehandling og identificering ned i ASICS. Der er programmerbare områder i ASICS, men lag 7-processering kan ikke lægges ned i ASICS. Der er for meget dynamik. På nuværende tidspunkt skalerer IPS-systemer med fornuftige (Ikke for komplicerede, red.) regler op til én til to gigabit per sekund. Skal man op på hurtigere hastigheder, må man loadbalancere mellem multiple IPS-systemer for den dybe lag 7-inspektion,” siger Nicolai Sølling.
Hvis der anvendes kryptering, vil det også være sværere at identificere specifik trafik. Som beskrevet i gårsdagens artikel er det dog muligt at identificere krypteret fildelingstrafik, men ikke det aktuelle indhold.
Copyright-beskyttelse i nettet?
En mulighed er blokering for adgang til websites, der fungerer som omstillingscentral for piratkopier.
En anden er at indbygge selve copyrighthåndhævelsen i nettet.
I lande som England og Frankrig er der fremsat forslag om, at en person som tre gange gribes i at udveksle piratkopier over internettet, skal formenes adgang til internettet.
En måde at identificere piratkopister på er at lade netværket checke datatrafikken for uautoriserede kopier.
Det kan gøres ved at lade netværket kigge efter digitale vandmærker, men mere avancerede løsninger er på vej.
Det er noget, som blandt andre Cisco følger nøje.
“Der er en ny anvendelse af DPI, som er stærkt forbundet med DRM (digital rights management, red.). Cisco gør ikke selv noget på det område, men vi har kontakter til firmaer, der arbejder med teknologien. Firmaer som Audible Magic og Advestigo kan bestemme, om en datastrøm er en kopi af en sang ved at rekonstruere musikken. Det kræver, at man har en database over de oprindelige sange, så en datastrøms hashværdi kan slås op. Det er et komplekst setup, som kan anvendes til tekst, lyd og video. Vi er dog stadig meget tidligt i forløbet, og det er ikke noget, der er muligt med Cisco SCE. Vi holder øje med, hvad der sker, men har ingen planer (om at anvende det, red.),” understreger Bernard Lamy, Ciscos europæiske Business Development Manager for teleindustrien.
Han har dog set produkterne demonstreret og er imponeret over deres effektivitet. Han erkender dog, at det bliver en teknisk udfordring at få dem til at skalere i et netværk med transmissionshastigheder på 10 eller 40 gigabit per sekund og flere hundredtusinder af brugere.
“Jeg har set nogle demonstrationer, og det virker meget overbevisende. Udfordringen er selvfølgelig at få det til at skalere. Derudover er der også en lovmæssig side, som skal være på plads,” siger Bernard Lamy.
Hos Nortel Networks ser man også mulighederne for at anvende deep packet inspection i forbindelse med DRM-håndhævelse. Spørgsmålet er dog, om det skal ligge i netværket eller ude i netværkets endepunkter hos applikationerne.
“Der bliver et meget stort marked fremover for deep packet inspection, blandt andet grundet copyright-beskytttelse. Spørgsmålet er, om det skal ligge i netværket eller ude i endepunkterne i applikationerne. Video på internettet eksploderer med on demand-tjenester, hvor der streames video ud til den enkelte bruger. Det skaber store krav til backbone-nettet. Hvis man skal honorere den stigende datatrafik og samtidigt lave meget mere deep packet inspection, så tror jeg, at applikationerne må tage sig af eksempelvis copyright-beskyttelse,” siger Martin Walbum, Business Development Manager hos Nortel Networks.
Stor interesse
Hvor copyright-håndhævelsen kommer til at ligge afhænger af, hvilke tekniske muligheder der udvikles fremover.
Det er for tidligt at sige, om netværket kommer til at håndhæve copyright. Men der er stor interesse for at få det til at ske. Også selvom det er et kontroversielt emne.
“Her i Europa vil vi få en diskussion om DRM. Der er et stort pres for at indføre DRM. Vi står blot ved begyndelsen, og det vil skabe meget debat. Hvem skal patruljere internettet? Hvordan gør man det mest praktisk? Interessen for de spørgsmål vokser meget hurtigt,” siger Bernard Lamy.