Børsnoterede Simcorp opnåede det bedste resultat nogensinde med en EBIT på 286 millioner kroner (38,4 millioner euro) og en overskudsgrad på 24,5 procent.
Nettoomsætningen steg med 23 procent til 1,2 milliarder kroner (157 millioner euro).
”Vi fortsætter med at vokse i et meget højt tempo,” siger administrerende direktør Peter Ravn.
Den fortsatte vækst skal ske gennem organisk vækst, hvor virksomheden satser på at udvide forretningsområderne på alle geografiske markeder ved at fastholde markedspositionen i Norden.
Øge medarbejderstabe
Gennem de 30 år, virksomheden har eksisteret, har den udvidet med kontorer overalt i verden - om det er i Kiev, London, Sydney eller København.
Medarbejderstaben blev øget med 20 procent i 2007, og den aggressive vækst kræver endnu flere tilføjelser i år.
Tallene i regnskabet taler sit tydelige sprog, og Peter Ravn skjuler heller ikke sin tilfredsheden med den strategi, som virksomheden følger.
”Der bliver ingen revolutioner. Vi fortsætter blot den strategi, som vi har lagt. Det er også en styrke at holde næsen i styret og ikke afvige,” forklarer direktøren.
Langsigtet strategi
Den langsigtede strategi er at lave en bred produktplatform og sørge for at behandle kunderne ordentligt, så de vender tilbage.
Regnskabet afviger ikke meget fra syv analytikeres holdninger. De har nemlig spået, at virksomhedens driftsresultat ville lande på 39 millioner euro mod 36 millioner euro i den tilsvarende periode sidste år.
De samme analytikere forventede, at omsætningen ville stige til 157 millioner euro i forhold til sidste års salg på 134 millioner euro.
Simcorps marginer i fjerde kvartal har overrasket positivt på grund af god ordreindgang, hvor Simcorp har sikret fem nye klienter.